Skal du sende et brev bliver det fremover markant dyrere, i hvert fald hvis modtageren skal have brevet allerede næste dag.
Et a-brev vil fra januar koste op imod otte kroner, mens et b-brev, som du fremover kan sende fra de velkendte røde postkasser, kommer til at koste seks kroner.
"Det er jo ikke af lyst, når vi nu opjusterer portoen. Til gengæld bliver det lettere at sende b-breve," konstaterer Ventres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, over for Newspaq.
Portostigningen er resultatet af et forlig torsdag aften mellem samtlige partier i Folketinget undtaget SF og Enhedslisten.
Langt færre sender i dag breve end tidligere. Derfor er prisen på postudbringning steget gevaldigt.
Så de konservatives trafikordfører, Henriette Kjær, forklarer, at hvis ikke portoen blev sat i vejret, så ville politikerne være tvunget til at give Post Danmark statstilskud. Og det er ingen mulighed, understreger hun, midt i en krisetid.
"Det er en stigning der afspejler de reelle udgifter ved at bringe et brev ud. Jeg har det bedst med, at posten virksomhed hviler i sig selv, og den slipper for at komme på finansloven," siger hun til Newspaq.
Det har tidligere været fremme, at posten fremover skulle holde fri om lørdagen, men det forslag er skrottet under forhandlingerne.