Med en mand i fængsel for millionbedrageri er der nu endnu en dårlig nyhed til Henriette Kjær.
I januar måtte hun forlade sin politiske karriere efter afsløringer af flere grove eksempler på rod i privatøkonomien og status som dårlig betaler.
Nu viser det sig, at hun også risikerer at hænge på hele den gæld på mellem 10 og 13 millioner, som hun og manden Erik Skov Petersen har oparbejdet i fællesskab. Det skriver Ekstra Bladet.
"Ejerne hæfter solidarisk for alle de lån, som optages i boligen. Hvis manden ikke kan betale, så vil kreditorerne kræve pengene indfriet af samleveren, hvis de ejer ejendommen sammen," siger formanden for foreningen af danske familieadvokater, Anja Cordes, til avisen.
Henriette Kjær står ifølge avisen netop i den situation, at hun og Erik Skov Pedersen begge har underskrevet skødet og samtlige af de lån, der er optaget med huset i Hellerup som sikkerhed.
Dermed trues den tidligere minister og politiske ordfører for De Konservative af personlig konkurs, da der allerede til marts skal betales afdrag i millionklassen på lånene.
Kilde: Ekstra Bladet