Dansk-bahraineren Abdulhadi al-Khawaja er en kendt demokratiforkæmper i Bahrain. Han har siddet fængslet i den arabiske golfstat siden 2011.
* 31. maj 2011 idømte en militærdomstol i Bahrain 21 oppositionsfolk fængselsstraffe for planer om at omstyrte kongedømmet i det sunnimuslimsk-styrede Bahrain. Otte af dem fik livstid. Heriblandt Abdulhadi al-Khawaja.
* Khawaja er mangeårig demokratiforkæmper og har tidligere været beskyttelseskoordinator for organisationen Front Line Defenders og er tidligere formand for Bahrain Centre for Human Rights.
* I Bahrain udpeger kongen premierministeren og medlemmer af overhuset og har blandt andet forbudt politiske partier.
* Som shiamuslim har Khawaja sammen med andre aktivister boykottet parlamentet og indledt protester med krav om omfattende reformer.
*Abdulhadi al-Khawaja har dansk statsborgerskab, da han har opholdt sig 12 år i Danmark som flygtning.
* Dansk-bahraineren indledte en sultestrejke 8. februar sidste år i protest mod sin straf. Den varede i 110 dage, da han besluttede at indstille sin sultestrejke mandag den 28. maj.
* 30. april 2012 besluttede en appeldomstol, at en civil domstol skulle se på hans sag igen.
* 4. september 2012 stadfæstede den civile domstol hans livstidsdom, og 7. januar 2013 blev dommen så endeligt stadfæstet af landets højesteret.
* Styret har erkendt, at Khawaja har været udsat for tortur under fængslingen.
* Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tidligere anmodet myndighederne i Bahrain om at udlevere al-Khawaja til Danmark.
* Det bahrainske udenrigsministerium har imidlertid slået fast, at alle i Bahrain skal overholde landets love, og at intet andet land kan kræve en person udleveret - også selv om vedkommende ikke er bahrainsk statsborger.
/ritzau/