Osama Akharraz har endnu en gang været for hurtig på tasterne på det sociale medie Twitter.
AGF-spilleren skrev mandag, at han ikke følte sig værdsat i klubben, og at han overvejede at forlade den.
Et par timer senere var beskeden imidlertid slettet, og i stedet har Akharraz forklaret sig på AGF's hjemmeside.
- Jeg har haft det lidt svært rent fodboldmæssigt i en periode, men i går syntes jeg, at jeg spillede en god kamp, og jeg føler måske ikke helt, at jeg har fået den anerkendelse og feedback, jeg har brug for.
- Det var skrevet i et øjebliks frustration, og her bagefter fortryder jeg, at jeg trak det så skarpt op, siger den tidligere Brøndby-spiller til hjemmesiden.
Osama Akharraz har efterfølgende slettet den vrede opdatering fra sin Twitter-profil.
/ritzau/