En af fodboldklubben AGF's helt store profiler gennem tiderne har mistet livet. Den tidligere forsvarsgeneral og anfører John Stampe er død, han blev 55 år.
Det bekræfter to af hans nære bekendte overfor ekstrabladet.dk.
John Stampe, der efter sin aktive karriere fortsatte som træner og blandt andet stod i spidsen for AGF i 2001-02, døde denne weekend af kræft i leveren og bugspytkirtlen, skriver avisen.
John Stampe styrede særligt i 1980'erne AGF's defensiv med hård hånd og var kendt som en spiller, der lod både med- og modspillere vide, hvad han mente om dem på fodboldbanen.
Han havde en særlig evne til at placere sig rigtigt, når modstanderne angreb og samtidig en fremragende teknik, som kompenserede for begrænset hurtighed.
På grund af sin placering på banen og en evne til at opildne sine holdkammerater var han fra 1986 fast anfører for holdet.
Samme år vandt aarhusianerne det danske mesterskab.
Stampe spillede i alt 444 førsteholdskampe for klubben og blev i 2009 hædret af Århus Stiftstidende, som kårede ham til klubbens bedste forsvarsspiller nogensinde.
På landsholdet sad Morten Olsen solidt på pladsen som libero, hvor han var en af verdens bedste. Derfor nåede Stampe blot en enkelt landskamp for Danmark.
/ritzau/