Regeringen og Enhedslisten har netop indgået en delaftale i finanslovsforhandlingerne, som de mener, sikrer større lighed i sundhedsvæsnet.
"Alle danskere skal have lige adgang til sundhed, og med den her aftale kommer vi et godt skridt på vejen. For eksempel fjerner vi brugerbetalingen for kunstig befrugtning, og vi afskaffer skattefradraget på de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer."
"Det her viser, at på trods af en stram økonomi, så vil regeringen styrke sundhedsområdet. Vi giver ekstra en halv milliard, der skal sikre at indsatsen på sundhedsområdet bliver løftet på en social ansvarlig måde," lyder det i en skriftlig meddelelse fra ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag (SF).
Aftalen betyder, at der tilføres yderligere en halv milliard til sygehuse og lign. Her er de ifølge Sundhedsministeriet væsentligste punkter i aftalen.
- Egenbetaling for behandling med kunstig befrugtning, sterilisation og refertilisation i det offentlige sundhedsvæsen fjernes. (852 mio. kr. i alt i perioden 2012-2015).
- Udvidelse af vaccination mod livmoderhalskræft til kvinder op til 26 år. (150 mio. kr. i alt i perioden 2012-2013).
- Tilskud til tandlæge ved særlige diagnoser. (88 mio. kr. i alt i perioden 2012-2015).
- Epilepsihospitalet Filadelfia. (40 mio. kr. i alt i perioden 2012-2013).
Du kan læse de øvrige punkter i aftalen her.
Den halve milliard kroner kommer oven i 1,5 mia. kroner, som regionerne har fået stillet til rådighed i en tidligere aftale om deres økonomi.