Al politiafspærring ved Sundskolen i Nykøbing Falster er nu ophævet. Det mistænkelige pulver, som blev fundet tidligere på dagen, er nu analyseret og prøverne viste, at pulveret kom fra en brandslukker, som tidligere var blevet brugt i forbindelse med en brand på skolen.
Alle personer, som oplevede ubehag efter de havde været i forbindelse med pulveret, er nu symptomfri og har det godt, oplyser politiinspektør Erik Johansen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.
"Nu har vi fået den besked, vi håbede på at få. Pulveret er forholdsvis ufarligt. Det er ikke noget med grimme stoffer. Så afspærringen er ophævet, og man kan nu starte med at rydde op på stedet og vende tilbage til normal tilstand," siger politiinspektøren til Newspaq.
Man skal have været i direkte berøring med stoffet eller have indåndet det som støv, for at der kan være risiko for at blive utilpas af det. Derfor er der ingen grund til bekymring for de personer, der har befundet sig på skolens område. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Hvis man alligevel er blevet dårlig, så råder politiet borgerne til at opsøge læge.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik i formiddags en melding om, at der på Sundskolen i Nykøbing Falster var fundet ukendt stof i et skab. Fire til fem voksne personer blev utilpasse efter at have været i kontakt med stoffet. Derfor valgte politiet at evakuere skolen og lukke valgstedet.