De fattige skal ikke betale for finanskrisen.
Så klar er udmeldingen fra regeringen, der ikke vil skære i ulandsbistanden.
Bistanden udregnes ellers som en procentsats af bruttonationalindkomsten, BNI, som er faldende, og skulle derfor blive lavere næste år.
Men det problem kommer regeringen nu i forkøbet ved at hæve satsen til 0,83 procent og dermed sikre, at bistanden på 15,2 milliarder kroner fastholdes, skriver Jyllands-Posten torsdag.
"Vi har været meget aktive med en ny Afrika-strategi. Vi skal have klimakonference senere på året, og man kan sige, at behovet for ulandsbistand ikke falder, fordi vores BNI gør det," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, er af en helt anden mening. Han ser hellere, at pengene bliver brugt på ældre og syge danskere.
"Det er helt uforståeligt. Det er en prioritering til fordel for ulandene og til ugunst for de hjemlige problemer," siger han og foreslår regeringen at gå til EU for at få blandt andet Storbritannien og Frankrig til bare at give i nærheden af de 0,82 procent af BNI, som Danmark giver i ulandsbistand.
Hos Folkekirkens Nødhjælp er man dog godt tilfreds med regeringens beslutning.
"Det er et meget vigtigt signal at sende, at finanskrisen ikke skal betales af verdens fattige. Der vil blive lagt mærke til det rundt omkring i verden," lyder det fra generealsekretær, Henrik Stubkjær.