I forbindelse med bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident, Gerald R. Ford, forsøgte New York Times-skribenten, Nicholas D. Kristof, sig for nylig udi genren ’fremtidige nekrologer’. »Hvad vil præsident George W. Bush blive husket for?« var det spørgsmål, Kristof stillede sig selv.
Ikke overraskende var hovedvægten i Kristofs foruddiskontering af den siddende præsidents eftermæle lagt på Bush-administrationens mindre succesfulde håndtering af Irak-spørgsmålet, det militære instruments fremtrædende placering i udenrigspolitikken, krigen mod terror og – hvad skribenten betragtede som – Bush"s og republikanernes benhårde blokpolitik i den indenrigspolitiske arena.
Grundtonen var stærkt misbilligende og bebrejdende, og dermed i alt væsentlig helt på linje med de fleste europæeres syn på W. fra Texas.
Afrikastøtten er steget
Der er imidlertid sider af Bush-juniors udenrigspolitik, som burde give anledning til mere begejstrede og panegyriske toner hos såvel Nicolas D. Kristof, der ofte skriver engageret om sociale anliggender, som hos Bush-basherne på denne side af Atlanten. Sider, som retfærdigvis bør blive en del af den siddende præsidents eftermæle.
I årene efter at europæernes yndling, Bill Clinton, tog afsked med Det Hvide Hus i 2001, er USA’s humanitære hjælp og udviklingsbistand til Afrika – ifølge nyligt offentliggjorte OECD-tal – nemlig mere end tredoblet.
Da Bush trådte til, beløb Washingtons samlede Afrikahjælp sig til 1,4 milliarder dollars; i dag er samme budgetpost forøget til mere end fire milliarder dollars. Og som om det ikke var nok: I forbindelse med G8-mødet i Gleneagles i 2005 lovede Bush yderligere en fordobling af Afrikahjælpen frem til 2010, hvor USA’s hjælp til Afrika bliver på 8,6 milliarder dollars.
Til kamp mod aids
Samtidig med at den siddende administration således har gennemført en betydelig opjustering af Clintons uanseelige Afrikaindsats, har Bush-regeringen iværksat to omfattende og ressourcekrævende sundhedsprogrammer til bekæmpelse af aids og malaria i en lang række afrikanske lande. For begge programmers vedkommende er det sket efter pres fra USA’s kristne højrefløj.
De ambitiøse mål for de to initiativer er at reducere antallet af malaria-relaterede dødsfald med 50 procent i 15 afrikanske stater og stille levetidsforlængende medicin til rådighed for omkring 800.000 aids-ramte afrikanere.
Denne mere bløde side af Bush"s meget udskældte udenrigspolitik har ikke kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Når man nu én gang har fået konstrueret et en-dimensionelt og ikke alt for kompliceret image af den skydegale texaner, er det naturligvis også ubelejligt at skulle forstyrre billedet med nuancer.
Men i sandhedens tjeneste bør den siddende administrations Afrikapolitik også finde vej til Bush"s eftermæle.