To afghanske politibetjente, som for nylig var vendt tilbage til styrken efter at have tilsluttet sig Taliban, har tirsdag dræbt syv af deres kolleger.
De syv kolleger lå og sov, da de blev skudt af de to afhoppede betjente.
Drabene sker i løbet af et blodigt døgn for de afghanske styrker, hvor andre 16 soldater, betjente og vagter er dræbt i forskellige angreb.
Episoderne bidrager til den generelle bekymring over, at den internationale militærhjælp snart forlader landet.
Chefen for politiet i Kandahar, Abdul Raziq, fortæller, at de to betjente tilsluttede sig Taliban for flere måneder siden, men for nylig bad de om lov til at vende tilbage.
Den anmodning blev accepteret.
- Så snart politimændene faldt i søvn, greb de to deres våben og skød. De dræbte alle syv, siger politichefen.
Drabene skete tidligt i Afghanistans sydlige provins Kandahar.
De to drabsmænd er siden jagtet i Afghanistan, og en talsmand for Taliban har taget skylden for episoden.
- Infiltrerede Taliban-folk har dræbt 12 politimænd. Blandt dem en befalingsmand, skriver talsmand for Taliban, Qari Yousuf Ahmadi, i en tekstbesked.
I Afghanistan er mange bekymret over, hvad der vil ske, når de 352.000 medlemmer af landets sikkerhedsstyrker ikke længere får støtte af Nato-koalitionens soldater, som forlader landet med udgangen af næste år.
/ritzau/Reuters