Ældre patienter, der bliver udskrevet fra hospitalet, har det langt fra godt nok.
Og det skal der gøres noget ved, mener alle Folketingets partier - pånær Enhedslisen - der nu står klar med en national handlingsplan og en check på 200 millioner kroner.
Det skriver Jyllands-Posten.
"Der har alt for længe været en grim tendens til, at de ældre medicinske patienter falder ned mellem to stole. Det er dårligt for den ældre, og det er samtidig samfundsøkonomisk alt for dyrt," siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).
De mange millioner skal først og fremmest sikre, at ældre patienter med behov for medicin ikke ryger ud og ind af sygehusene. Investeringen skal således stoppe hurtige genindlæggelser ved opfølgende hjemmebesøg hos den ældre, umiddelbart efter udskrivelse.
Hos Danske Patienter er man lykkelige over de gode intentioner.
"Det er en nærmest historisk dag, at den medicinske patient, som ofte lider af flere sygdomme på én gang, nu kommer i fokus, og en forløbskoordinator som tovholder for patienten er et afgørende og vidtgående skridt," siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.
Kilde: Jyllands-Posten