Mange ældre rundt om i landet må se langt efter en rollator, så de kan komme på gaden og få frisk luft.
For selvom de fleste kommuner har fire ugers sagsbehandling, viser en rundspørge fra Ældremobiliseringen, at ældre kan vente op til et år på deres rollator.
I Guldborgssund Kommune må gangbesværede vente mellem tre og fire måneder på at få en rollator. I Middelfart og Fredensborg skal man have tålmodighed i fem til seks måneder. Helt galt står det dog til i København, hvor man kan risikere at skulle vente i et helt år.
"Det er vanvittigt, at ældre borgere på den måde skal være lukket inde i deres egne hjem," siger Gitte E. Olsen, der er sekretariatschef i Ældremobiliseringen, ifølge Berlingske Tidende.
Hun påpeger, at undersøgelser viser, at ældre, der ikke rører sig, får flere sundhedsproblemer og koster kommunerne mere i det lange løb.
Sundheds- og omsorgsforvaltningen i København beklager, at sagsbehandlingen tager så lang tid, men kommunen lover, at det bliver bedre.
"Vi har sat ekstra ressourcer ind de steder, hvor vi ikke kan leve op til de fastsatte mål," siger Anne Mette Fugleholm, der er direktør i forvaltningen.