En æggende numse, en dildo i hånden og en tydelig seksuel situation.
Dildoplakaten fra Holstebro har vakt rynkede øjenbryn, men det er endnu ikke afgjort, om den virkelig kan klassificeres som krænkende for de forbipasserende i byens gadeliv.
I øjeblikket ligger sagen til afgørelse på dommerkontoret i Holstebro og ejeren af sexforretningen Dark Rose, Torben Knudsen, har nægtet at betale den bøde på 2.500 kr., som han har modtaget.
Politiadvokat Mette Møller har haft til opgave at vurdere sagen ud fra et retsmæssigt synspunkt, og hun er overrasket over interessen for sexlegetøj-plakaten.
"Nogen har én holdning, og nogen har en anden, men i vores øjne er det en meget lille sag. Jeg havde slet ikke forestillet mig overhovedet, at sagen ville få så meget opmærksomhed i medierne," siger politiadvokat ved Retten i Holstebro Mette Møller til Nyhedsbureauet Newspaq om den sag, der i den grad har sat Holstebro på Danmarkskortet.
"Jeg vidste jo godt, at manden ikke ville betale, og det er jo sådan set fair nok. Han har jo lov at have sin holdning," uddyber hun.
Hvis butiksindehaveren Torben Knudsen ender med at tabe striden, har han givet udtryk for, at han er villig til at anke den i landsretten.