Kaffe, småkager og ternet dug.
Det er typisk ingredienserne til et besøg hos bedsteforældrene.
Men så snart, småkagerne er pakket væk og kaffekanden tømt, bliver løbeskoene eller cyklen fundet frem.
En ny undersøgelse fra det britiske helsefirma Herbalife viser nemlig, at 50-årige lever et sundere liv end folk, der blot er halvt så gamle. Det skriver avisen Daily Mail.
Hvor den gennemsnitlige 25-årige indtager 2.300 kalorier hver dag, har den typiske 50-årige et dagligt kalorieforbrug på under 1.990. Desuden er de 50-årige mere fysisk aktive end de 25-årige, og så spiser de ældre mindre junk food.
"Det er dejligt at se, at den ældre generation viser vejen for de yngre, hvad angår sund livsstil," siger Neil Spiers, der er administrerende direktør i Herbalife.
Undersøgelsen bygger på interviews med 4.000 britter.
Føler du dig ramt? Så sæt colaen til side, sluk computeren og løb dig en tur i stedet - bare pas på, du ikke bliver overhalet inden om af bedste!