Det er en fornøjelse at være til fodbold, når begge hold fra start jagter alle tre point. Derfor stod AaB s kamp mod FC Nordsjælland i direkte modsætning til torsdagens UEFA Cup-kamp mod Anderlecht.
Spændingen var måske ikke lige så intens, men spillet var meget mere flydende, målrettet og underholdende. På en råkold eftermiddag gav Nordsjælland og AaB de godt 3.300 tilskuere masser af god fodbold at varme sig på – i hvert fald i den meget livlige og chancerige første halvleg, der sluttede 1-1.
FCN startede bedst
AaB var fra start mest nærgående med to chancer inden for de første 55 sekunder, men det var FCN, der kom på 1-0 ved Bejram Fetai efter en fejl af AaB s Danny Califf. AaB svarede dog hurtigt igen, og efter et kvarter kunne Rade Prica udligne på hovedstød.
Efter pausen vendte kampen totalt. Nærmest på dommer Nicolai Vollquartz pausefløjt begyndte sneen at vælte ned over Farum Park. Og da spillerne vendte tilbage fra pauseteen, var græstæppet allerede dækket af en hvid vinterdyne.
De storfrysende tilskuere skulle vente 49 minutter på halvlegens højdepunkt. Det kom, da AaB s Thomas Augustinussen dybt inde i overtiden dukkede op i Nordsjællands straffesparksfelt og bankede den orange vinterbold op i nettaget.
»Den dumpede bare ned for fødderne af mig, og så gik den sgu ind,« konstaterede en glad matchvinder efter kampen. Glad var også hans træner, Erik Hamrén.
»Jeg er så utrolig glad og stolt. Det er så svært at komme tilbage og få tre point i ligaen, når man har været ude at spille i Europa i løbet af ugen. Når man som os ikke har den store internationale erfaring, så fylder det utrolig meget i hovedet på spillerne,« sagde Hamrén.
FCN-træner Morten Wieghorst var naturligvis skuffet efter kampen.
»AaB bliver bare ved at gøre ondt på os i standardsituationerne. Det skal vi hjem og arbejde med,« lød analysen fra Wieghorst.