På to år har erstatninger til psykisk skadede krigsveteraner rundet en milliard kroner. Det er langt, langt mere end hvad man oprindeligt forventede, skriver Ugebrevet A4. Alligevel venter mange krigsveteraner stadig på anerkendelsen af, at de kom hjem fra krigen med et skadet sind.
En af de veteraner er 45-årige Jan Petersen fra Onsild tæt ved Hobro, som i 1992 og 1994 var udsendt som konstabel i Kroatien og Bosnien. Siden 2002 har han ikke arbejdet. Han kæmper nu for at få erstatning for de psykiske følger af udsendelsen.
- Der er flere grunde til, at jeg vil have det anerkendt. Det vigtigste er faktisk, at de skal sige "ja, du er kommet til skade, fordi du var udsendt". Det har jeg brug for, at systemet indrømmer. Men det økonomiske er også vigtigt for mig, siger Jan Petersen til Avisen.dk.
Forældre måtte hjælpe til
I 2002 var Jan Petersen udsat for en trafikulykke, hvor han brækkede nakken. Men da kroppen var helet, fortsatte smerterne.
Først i 2008 erkendte Jan Petersen, at det var de psykiske traumer, der var skyld i, at smerterne blev ved. Noget som læger og psykologer ellers havde hentydet til i en årrække. Kort tid efter fik han diagnosen PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) og fik tilkendt en førtidspension.
Han har derfor ikke arbejdet siden ulykken i 2002, og det har gjort ondt på økonomien.
- I flere år måtte mine forældre betale min husleje og stille en bil til rådighed. Nu har jeg en kæreste, som har arbejde, og det er hende, der laver stort set alle pengene, siger Jan Petersen.
For Jan Petersen handler erstatningen ikke om tilkæmpe sig materielle goder. Tværtimod.
- Det handler om livskvalitet. Det handler om selvværd. Det handler om at kunne bidrage. Og det handler om, at jeg aldrig har haft råd til at tage ud at rejse med mine børn, siger Jan Petersen.
Konstant beredskab
At varetage et almindeligt job igen er ikke en mulighed for Jan Petersen. For selvom det er 22 år siden, han kom hjem fra stridighederne på Balkan, har krigen ikke sluppet sit tag i ham.
Hans PTSD betyder blandt andet, at han har svært ved at huske og koncentrere sig, og at hans krop er i konstant alarmberedskab. Ofte er det svært at skelne mellem, hvad der er farligt og ikke farligt.
Når alle andre sover trygt i deres senge, er Jan Petersen i stedet ekstremt vagtsom. Lugter der af røg? Trækker børnene vejret? Er døren lukket og låst? Hvad er det for en lyd udenfor?
Mareridt og støvletramp
Når søvnen endelig indtræffer, bliver den ofte ædt op af mareridt. Det er især af følelsen af at falde gennem et uendeligt, sort hul. Og den sparsomme søvn afbrydes ofte, fordi Jan Petersen hører trampen af militærstøvler udenfor.
Skal der handles ind i Bilka med kæresten, må det kun være, når der er allerfærrest mennesker i butikken. Hjertet af storbyer som Aarhus og København undgår han helt.
- De minder for meget om Sarajevo i Bosnien, hvor jeg skulle sikre mod snigskytter, bemærker Jan Petersen.
Ingen pensionsopsparing
Som førtidspensionist får man ikke meget udbetalt, når man har en samlever. Derfor har Jan Petersen fået nedsat betalingen til børnenes friskole, ligesom hans forældre spæder til, hvis børnene skal med i Djurs Sommerland.
- At få en erstatning ville betyde enormt meget. Jeg ville kunne bidrage med langt mere selv og ikke være så afhængig af andres hjælp, siger Jan Petersen.
Det er ikke unormalt, at krigsveteraner med PTSD får 1½ million kroner i erstatning. Selvom det kan lyde af mange penge, skal de også dække meget. For Jan Petersen vil pengene skulle dække det tab, har har lidt, fordi han ikke har kunnet arbejde.
- Hvis jeg var i stand til at arbejde, kunne vi have købt et lille hus, hvor vi kan bo, når vi bliver gamle, siger Jan Petersen, som i dag bor med sin kæreste i en lejebolig.
- Og jeg ville have haft en pensionsopsparing. Det har jeg ikke nu, for det er der simpelthen ikke råd til. Så det er småt, hvad jeg har at leve for, når jeg skal på folkepension, siger Jan Petersen.