De oplever indlæggelser, psykiske nedture og at være farlige for egne omgivelser.
Posttraumatrisk stress rammer mange hjemvendte soldater.
Ekssoldaten Peter Ejner Andersen er en af dem, som lever med sygdommen. Han begyndte som soldat i marken og er endt som eneboer i skoven.
- Jeg har ikke et normalt liv, jeg kan ikke gå inde i en by, jeg har svært ved at tage ned at handle, jeg kan ikke gå til koncert, jeg kan ikke gå i biografen, jeg kan ikke have en kæreste. Jeg lever i et hus i skoven med to dejlige hunde, siger han, da Avisen.dk fanger ham i telefonen.
Til trods for sin åbenlyse skavanker måtte han kæmpe i årevis med Arbejdsskadestyrelsen, som fra 1. juli 2016 har heddet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, for at få erstatning og anerkendt den sygdom, som han har lægefaglig dokumentation på.
Den lange ventetid har været opslidende for Peter Ejner Andersen. Der har været perioder, hvor han har følt stor vrede og afmagt.
Folk i hans situation må fremover ruste sig på fortsat lange - og måske endda længere -ventetid.er
Der er nemlig varslet lange forsinkelser i sagsbehandlinger i de styrelser og myndigheder, som skal flyttes fra hovedstaden og rundt i landet. I alt gælder det 3.900 statslige arbejdspladser. Flytningen har betydet meget papirarbejde og en lang række opsagte medarbejdere.
Omkring 60 af Arbejdssskadestyrelsens 400 ansatte har sagt op, og medarbejderflugten har udsat udflytningen til 2019, skriver DR.
Og det har konsekvenser.
Sidste år tog det gennemsnitligt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring 26 måneder at færdigbehandle en sag om tab af erhvervsevne. I dag tager det i gennemsnit 27 måneder, skriver Politiken.
Men 27 måneder er ingenting for Peter Ejner Andersen, som har kæmpet ni år med en styrelse, der i forvejen havde ekstraordinære lange ventetider.
- I dag går jeg og venter på sag om tabt erhvervsevne. Der er 1,5 års ventetid, og jeg regner med, at den bliver udskudt, og at Arbejdsskadestyrelsen forsinker den. For det har jeg oplevet før, siger Peter Ejner Andersen.
Avisen.dk har fået indsigt i sagsakterne om forsinkelserne, afvisningerne og udsættelserne, men vi begynder et helt andet sted. Nemlig den dag hvor alt sortnede for Peter Ejner Andersen.
Truede sin kæreste - husker intet
Peter Ejner Andersen var soldat på Balkan i 1995 og '96. Han så og oplevede rædsler, der udløste posttraumatrisk stress. Men fra han kom hjem i 1996 og frem til 2002, vidste han intet om, at noget var ragende galt.
- Jeg havde det perfekte job, jeg havde en chefstilling, rækkehus, kæreste, jeg havde alt. Jeg anede ikke, at jeg fejlede noget, og jeg opdagede ikke, at jeg forandrede mig.
Han var afdelingsleder i transportfirmaet DHL og frivillig i hjemmeværnet. En aften i 2002 - ud af ingenting - gik det grueligt galt.
- Jeg sad en stille og rolig lørdag aften med min kæreste og fik et glas rødvin foran fjernsynet. Jeg var ikke fuld. Så truede jeg min kæreste på livet. Jeg husker det ikke.
Han har fået at vide, at han sagde til hende, at hun havde 10 sekunder til at smutte ud af huset.
- Senere havde jeg stået uden for huset omringet af politiet, og jeg var få sekunder fra at blive skudt. Der kom en god kammerat gennem politiafspærringen og gav mig en krammer og afvæbnede mig. Ellers havde jeg været død i dag.
Det eneste han havde sagt den aften, var hans rang og cpr-nummer. Det har han fået at vide.
- Det næste jeg husker er, at jeg vågner op inde i Aarhus Arrest om morgenen. Det var et mareridt. Jeg mistede alt. Det minder om en rigtig dårlig film, men jeg var fanget i den. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad jeg havde gjort. Jeg troede, det var en ond drøm, jeg skulle vågne op af.
Piller og selvmordsforsøg
Det begyndte med en behandlingsdom, fordi han havde truet kæresten og politiet. Han skulle møde ind to gange om ugen og spise piller under tvang. Det hjalp overhovedet ikke. Med Peter Ejner Andersens egne ord "tågede han rundt" på sygedagpenge og oplevede to selvmordsforsøg.
- Jeg tror, jeg har en skytsengel, der passer på mig. Første gang åd jeg alle de piller, jeg havde. På en uge havde jeg smadret en hel lejlighed, og det stoppede først, da Falck og min far en dag bankede på døren.
Hans far havde været bekymret. Han kunne ikke få fat på sin søn.
Så blev han spærret inde på den psykiatriske afdeling. De ville anbringe ham i en beskyttet bolig, hvor han skulle bo resten af sit liv. Og det var han slet ikke indstillet på. Så hellere bo alene ude i skoven, så der flyttede han ud for sig selv og fandt et arbejde i Danfoss, han kunne kapere.
Den evige, offentlige kø
Sagens forløb er blevet udleveret til Avisen.dk af fagforbundet 3F.
Allerede i november 2002 blev Arbejdsskadestyrelsen opmærksom på, at Peter Ejner Andersen var indlagt på psykiatrisk hospital i Aarhus, og at han var stillet diagnosen posttraumatisk stress. Men de afviste sagen, fordi soldaterveteranen ikke havde udfyldt de rigtige papirer.
I 2006 blev Peter Ejner Andersen igen opmærksom på, at han var berettiget til en erstatning. Det skete gennem en tillidsmand ansat i Danfoss, og Peter søgte straks. Men to år efter i april 2008 var der intet nyt i sagen.
I juni 2008 overvejede Arbejdsskadestyrelsen, om hans ansøgning var forsinket. I august 2008 indhentede de en erklæring fra en speciallæge. Og først i december 2008 anerkendte de, at han havde "betydelig nedsat livskvalitet."
- Der gik mere end to år bare med papirer, inden de afgjorde, at jeg havde en méngrad på 15 procent, siger Peter Ejner Andersen.
Ens méngrad, det vil sige varige mén, betyder "helbredsmæssige følger efter en skade"
- Mister man en tommelfinger på højre hånd, får man typisk en méngrad på 25 procent, fortæller Peter Ejner Andersen.
Selvom han ikke kunne være i nærheden af mennesker, selvom han måtte bo i en skov, selvom han havde forsøgt selvmord, mente Arbejdsskadestyrelsen, at hans helbred var bedre, end hvis han havde mistet en tommelfinger.
En mistet tommelfinger havde Peter Ejner Andersen foretrukket.
Han var ikke tilfreds med 15 procent, men han orkede ikke mere. I 2011 tog han kampen op igen ved hjælp af 3F og søgte om en méngrad på 25 procent.
3F: Grotesk og latterligt
Nu kom Aarhus Universitetshospital ind i sagen, og de udskrev ny dokumentation for hans nu sværere tilstand.
Men Arbejdsskadestyrelsen afviste sagen til trods for friske papirer. Hans problemer var ikke relateret til en arbejdsskade: Han måtte have borderline udløst andetsteds, mente de. 3F ankede sagen. Den blev afvist igen. Så ankede 3F på ny, og først i 2015 anerkendte styrelsen en méngrad på 25 procent.
Det svarede til en erstatning på i alt 210.000 kroner. Derudover havde han modtaget en større erstatning af Forsvaret.
3F kalder hele sagsforløbet "fuldstændig grotesk."
- Det er urimeligt og latterligt. Det er langt fra en enestående sag. Vi har mange eksemplar på enorm lang sagsbehandling, hvor folk oplever et tomrum og bare vil have sagen afsluttet og er ligeglade med pengene. I den konkrete sag har det været utilfredsstillende at skulle kæmpe så meget, siger Kim Jørgensen, faglig sekretær i 3F, som assisterer Peter Ejner Andersen.
Men det mest groteske er, fortæller han, at Peter Ejner Andersen nu kæmper om en sag om tabt erhvervsevne.
For i 2015 fik tilkendt han tilkendt førtidspension på grund af sin forværring, men alligevel har styrelsen fortalt, at de først kan træffe en afgørelse i 2017.
Bod på ventetider
Peter Ejner Andersen var lagermedarbejder, indtil for to år siden, hvor han ikke kunne mere. Han blev sygemeldt og førtidspensioneret af Silkeborg Kommune.
- Hele forløbet tog under et år, fortæller han meget tilfreds i modsætning til ventetiderne, han oplevede med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
For uanset om man er kriminalbetjent, voldtaget kvinde eller krigsveteran er det forfærdeligt for dem, der må vente: Vente, mens Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgør ens sag, siger Peter Ejner Andersen.
Han har en løsning:
- Jeg ville gerne have, at man får penge for hver udsat dag, der går. Hvis min sag bliver udsat, vil jeg gerne have for eksempel 10.000 om måneden i bod.
På den måde skulle der nok komme gang i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mener han.
"Ikke tilfredsstillende at vente"
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring går ikke ind i konkrete sager, men oplyser i en mail til Avisen.dk:
"Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for borgerne at vente længe på en afgørelse. Vi er meget opmærksomme på, at man som borger har brug for en korrekt afgørelse hurtigst muligt. Vi gør alt, hvad vi kan, for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Vi er meget opmærksomme på sager om veteraner og har for eksempel oprettet et særligt veteransekretariat."
1995/96: Peter Ejner Andersen er udsendt soldat på Balkan
2002: Peter får konstateret post-traumatisk stress og er indlagt. Arbejdsskadestyrelsen bliver underrettet.
2003: Arbejdsskadestyrelsen henlægger sagen, fordi de ikke har modtaget nødvendige papirer.
2006: Peter søger igen om erstatning hos Arbejdsskadestyrelsen.
2008: Sagen har ligget stille. Arbejdsskadestyrelsen overvejer, om sagen forældet. Senere på året tilkender de ham en erstatning og méngrad på 15 procent.
2011: Peter Ejner Andersen har fået det værre, og han har dokumentation på det. Han søger om en méngrad på 15 procent.
2015: Efter at Arbejdsskadestyrelsen har afvist hans sag tre gange, tilkender de ham en méngrad på 25 procent.
2016: Lige nu ligger en sag og venter om tabt erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen fortæller, at de først kan afslutte sagen i 2017. Til trods for at han nu er førtidspensionist og dermed erklæret uarbejdsdygtig.