FORLEDEN SKREV JEG her på Avisen.dk om en ny tendens, ”funktionelle lidelser”, inden for det danske sundhedssystem. Jeg skrev også om, hvordan den tilsyneladende er sammenvævet med social- og beskæftigelsessystemet og med regioners og kommuners økonomiske spareplaner.
Jeg har efterfølgende fået flere henvendelser fra læger, patienter og patientforeninger, som har kommenteret mit indlæg. Nogle har bedt mig præcisere og konkretisere nogle forhold, og andre har venligt tilsendt mig yderligere materiale om de problematikker, som brugen af funktionelle lidelser afføder for patienterne. Det er altid et privilegium at blive tilbudt ærlig respons og ny viden, og man kan altid blive klogere. Da jeg også ved, at det er meget svært for patientforeninger og andre at komme til orde med kritiske indlæg i de store aviser om deres erfaringer med funktionelle lidelser, føler jeg et særligt ansvar for at præcisere mit første indlæg om sagen samt give konkrete eksempler på, hvad jeg mente. Jeg håber, mit anliggende vil stå mere tydeligt med disse præciseringer.
FØRST ET PAR eksempler på, hvad det er for patientgrupper, der kan blive berørt. Det fremgår af et brev til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg fra 13 patientforeninger, at eksempelvis patienter med tinnitus, svimmelhed, ME/CFS (myalgisk encephalomyelitis/ kronisk træthedssyndrom), spændingshovedpine eller migræne med udsigtsløs behandling (i Aarhus) er i risiko for at blive lagt ind under funktionel lidelse. Det samme er patienter med medfødt immundefekt, borrelia, piskesmæld/whiplash, HPV-bivirkninger, kemikalieoverfølsomhed, hypermobilitet, den sjældne hjertesygdom Det Kardiologiske Syndrom X eller Colitis Crohn. Disse sygdomme er WHO-diagnoser med klare fysiske årsagsforklaringer.
FOR SÅ VIDT ANGÅR min kritik af sundhedsvæsenets brug af diagnosekonceptet ”funktionelle lidelser”, så betyder det ikke, at jeg mener, at al sygdom entydigt kan forstås og behandles som fysisk eller psykisk. Der findes lidelser, som er fysiske, og som det alligevel giver mening at behandle med for eksempel antidepressiva. Denne kritik handler ikke om den slags sygdomme og behandling hos de praktiserende læger eller andre steder i systemet.
Min kritik handlede om den praksis, hvor patienter med fysiske symptomer – og uden psykiatriske symptomer – ikke bliver tilbudt ordentlig udredning af de fysiske symptomer, men hurtigt videresendes til klinikkerne for funktionelle lidelser og underkastes en forskningsdiagnose. Derved stopper al ret til videre fysisk udredning, og de bliver alene tilbudt psykiatriske terapier.
Det er en kritik, der deles af ME Foreningen. Næstformand Cathrine Engsig og daværende informationskonsulent Hanne Holst Rasmussen i ME Foreningen skriver således i et brev til Etisk Råd i januar 2015:
”Vores medlemmer oplever, at både FL (funktionelle lidelser, red.) og brugen af det i sundhedsvæsenet og det sociale system er et voksende problem. Denne problematik (…) ligger dels i selve formuleringen af TERM-modellen (et undervisningsprogram til håndtering af patienter med FL), dels i selve begrebet/hypotesen om FL der er redskabet til at kategorisere komplekse lidelser som værende ”uden kendt somatisk årsag” og dermed psykiatrisk og med tilhørende psykiatrisk behandling.”
Kritikken af forskningsdiagnosen er vigtig, fordi den betyder, at man stopper al videre udredning og behandling af fysiske symptomer. De uddyber:
”Konsekvensen er, at vi i vores patientforeninger (13 forskellige patientforeninger, red.) har set talrige eksempler på, at patienter med komplekse tilstande fejldiagnosticeres, stigmatiseres og fejlbehandles (…). Ofte går patienterne rundt i mange år uden diagnose. Patienter med komplekse lidelser har altid været kastebolde i et social- og sundhedssystem, hvis svaghed er manglende koordinering og samspil imellem de lægefaglige specialer. Med FL lægges et ekstra psykisk lag oven på udredningerne, som fordyrer, forlænger og forværrer patientens forløb væsentligt. Mange syge bliver mere syge, fordi deres fysiske sygdom/symptomer enten overses, eller fordi de fejlbehandles.”
Når jeg i mit første indlæg kaldte denne lægelige praksis for forsømmelighed grænsende til kvaksalveri, gik min kritik på, at disse læger ikke lytter nok til patienter, der fortæller dem, at der er noget fysisk galt; at de ikke lader tvivlen komme patienterne til gode og undersøger sagen nærmere. Men rent definitorisk er det ukorrekt at kalde det kvaksalveri, for så vidt vi har at gøre med autoriserede læger.
FOR SÅ VIDT ANGÅR min kritik af social- og beskæftigelsessystemets brug af ”funktionelle lidelser”, så er det måske også forkert at kalde sagsbehandlerne som sådan for kvaksalvere, eftersom de ikke officielt påkalder sig at være behandlere. Men jeg mener, at nogle sagsbehandlere går over grænsen for deres faglige kompetence, hvis de bruger deres position til at tvinge borgere til klinikkerne for funktionelle lidelser. Hvilket Dansk Socialrådgiverforening direkte opfordrer dem til at gøre i de eksempler, jeg kom med. Sagsbehandlere er ikke uddannet til at forstå sygdom, men til at forstå mennesker, sociale problemer og social lovgivning. Derfor bør de ikke selv præge den retning, som udredningen af borgernes sygdomme skal tage.
Gør de alligevel dette, så medvirker de til, at det sociale system vil underkende borgernes somatiske diagnoser. Med en psykiatrisk diagnose er der nemlig i princippet ”behandlingsmuligheder”, og så kan borgerne blive henvist til det sociale system i årevis og risikere en forringet eller manglende forsørgelse ved uarbejdsdygtighed.
Det er stærkt nedbrydende for borgernes retssikkerhed i det sociale system. Sammen med den manglende patientsikkerhed vil dette også skade samfundet selv på sigt som en boomerang. For syge mennesker, der i årevis afholdes fra den rette behandling og udsættes for forsøg, risikerer at blive kronisk uarbejdsdygtige.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.