Mindst 77 meldes kvæstet, efter at en balkon med udsigt til hovedindgangen til børsen i Jakarta, Indonesien, er brudt sammen.
Mange af de tilskadekomne er studerende, oplyser øjenvidner og myndigheder.
Højhusbygningen, der stod færdig i 1999, huser i forvejen Verdensbanken.
Bygningen var i september 2000 udsat for en bilbombe. Men politiet udelukker, at sammenstyrtningen skyldes en eksplosion.
Ifølge nyhedsbureauet AFP var det en indvendig balkon eller mellemetage, der pludselig gav efter.
- Betondele begyndte at falde ned, der var en masse støv, fortæller en ansat på børsen.
Ulykken skete lidt over middag lokal tid, og en tv-journalist, der var til stede, oplevede panikken på nærmeste hold.
- Der lød et højt brag, og folk løb med det samme ud af bygningen, siger Marlia Zein, der arbejder for Metro TV.
Politiet kan ikke umiddelbart sige, hvad der er årsagen til sammenstyrtningen.
- Vi undersøger det fortsat, men lige nu er ofrene vores førsteprioritet, siger polititalsmand Argo Yuwono til Metro TV.
/ritzau/Reuters