Finansministre fra verdens 20 førende økonomier er i weekenden samlet til møde i Buenos Aires i Argentina.
Mødets førstedag, lørdag, var domineret af debat om USA's hævede toldsatser.
Her kan du læse mere om, hvad G20 er:
* G20 er en sammenslutning af verdens 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU. G'et står for "gruppe".
* Såvel finansministre som stats- og regeringsledere mødes en gang om året i det land, der har det roterende formandskab. I år er det Argentina.
* Også Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og et par andre organisationer er med. Alt efter mødets dagsorden kan der også være inviteret andre lande med.
* De faste medlemmer er: Sydafrika, Canada, Mexico, USA, Argentina, Brasilien, Kina, Japan, Sydkorea, Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Rusland, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Australien og EU.
* G20 er stiftet i 1999. Formålet med forsamlingen er at diskutere emner, der sigter mod at sikre den finansielle stabilitet i verden.
* Forsamlingens medlemmer repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning og står for 85 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt.
* G20 har ingen formel forbindelse til forsamlingen, der er kendt som G7, og som er en forsamling for verdens syv førende industrilande.
/ritzau/