Formelt udløb de mange gældende overenskomster på det private område 1. marts, men det er ikke dem alle, der er blevet fornyet.
Forligsmand Ole Hasselgaard har fredag gjort status over forhandlingerne med Dansk Arbejdsgiverforening og LO.
Her er man nået frem til, at der er indgået forlig om nye overenskomster på områder, der omfatter 75 procent af de involverede lønmodtagere.
Men det betyder altså også, at man fortsat mangler at nå til enighed på en række områder.
- Jeg deltager fortsat i forhandlinger om fornyelse af overenskomster, hvor der er anmodet om min bistand.
- Jeg skal henstille, at overenskomstparter, der endnu ikke har indgået forlig, fremskynder forhandlingerne mest muligt, skriver forligsmanden i en kommentar til forløbet.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening er man dog ret fortrøstningsfuld i forhold til at nå i mål.
- Det skrider planmæssigt frem. Vi ligger pænt i forhold til, hvad man kunne forvente, siger direktør Jacob Holbraad.
Hos LO ønsker man ikke at kommentere forhandlingerne.
Der er indgivet konfliktvarsel for de overenskomster, der endnu ikke er forhandlet på plads.
Forligsmanden har dog udskudt varslerne i 14 dage, og han har allerede tilkendegivet, at han vil gentage udskydelsen i næste uge.
Det betyder, at eventuelle konflikter tidligst kan blive indledt 4. april.
/ritzau/