Kampen om at sikre sig de 7.000 arbejdspladser til den kommende Femern-forbindelse er i gang.
Danmark finansierer hele forbindelsen mellem Danmark og Tyskland. Alligevel er der ikke garanti for samtlige job, skriver Jyllands-Posten.
I teorien kan alle arbejdspladser ende uden for Danmark.
Ifølge Femern A/S er der en stor interesse fra mange kommuners side for at tiltrække potentielt mange arbejdspladser i flere år.
Rådgivende ingeniører arbejder lige nu med at fremstille to forslag til det 19 km lange projekt: En bro- og en tunnelløsning.
Politikerne i Danmark og Tyskland skal derefter vælge, hvilken type forbindelse de vil have, og så sættes arbejdet i gang.
Det er de entreprenører, der har vundet licitationen, der selv bestemmer, hvor de lægger deres arbejdspladser.
Arbejdet går i gang i 2013, og forbindelsen ventes at stå færdig i 2018.