Mindst 25 mennesker er torsdag omkommet i forbindelse med en brand på et hospital i Saudi-Arabien. Det oplyser landets civilforsvar ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tv-kanalen Al Jazeera skriver, at branden fandt sted på et hospital i havnebyen Jazan, der ligger i den sydvestlige del af ørkenstaten.
Ifølge de foreløbige meldinger er 107 personer kommet til skade i forbindelse med branden, skriver Reuters.
Ilden, der brød ud på hospitalets intensivafdeling og fødeafdeling, er ifølge myndighederne igen under kontrol.
Flere billeder, der blandt andet er lagt op på det sociale medie Twitter, viser intense flammer og tyk sort røg stige op fra det fire etager høje hospital.
De mange sårede er blevet overført til andre hospitaler i området, mens myndighederne arbejder på at finde årsagen til den voldsomme brand.
/ritzau/