Vejrtrækningsbesvær, hoste og opspyt af slim.
Det er symptomerne på sygdommen KOL, som 430.000 danskere har, men kun halvdelen er klar over.
Det til trods for, at sygdommen i værste fald kan koste livet.
- KOL er potentielt en livstruende sygdom, fordi den stille og roligt nedbryder lungevævet, eller nogen gange endda ganske hurtigt, fortæller Rikke Esbjerg, der er læge og direktør for Netdoktor til Newspaq.
Jo tidligere den kroniske lungesygdom opdages, des flere liv og gode leveår kan man redde.
Nu sætter en ny kampagne fra Netdoktor.dk fokus på pårørendes betydning for, at KOL, der også kaldes rygerlunger, bliver opdaget og behandlet i tide.
- I forbindelse med en tidligere kampagne fandt vi ud af, at det betyder rigtig meget at henvende sig til de pårørende. Det betyder meget, for dem som har KOL, at deres pårørende opfordrer dem til at gøre noget ved det, siger Rikke Esbjerg.
Oplysningskampagnen skal gøre både KOL-patienter, rygere og pårørende klogere på sygdommen, forebyggelse og behandling.
KOL er en kronisk lungesygdom, der kommer snigende og ofte opdages så sent, at lungerne er nedbrudte og ikke kan gendannes.
Diagnosen kan ellers nemt stilles med en simpel lungefunktionsmåling.
Pårørende til rygere med symptomer på KOL, som for eksempel vejrtrækningsbesvær, hoste og opspyt af slim, kan opfordre til at få taget en
lungefunktionsmåling hos lægen.
Som pårørende til en KOL-patient kan man også, hjælpe med at huske den daglige dosis medicin og motivere til at tale med lægen, hvis behandlingen ikke virker, som den skal.