En 16-årig dreng blev fredag eftermiddag anholdt på sin bopæl og sigtet for voldtægten af en tiårig pige i lørdags.
Efterforskningsleder Michael Kjeldgaard siger til Newspaq, at anholdelsen skete klokken 14.30.
"Det foregik helt uden dramatik," siger han og fortæller, at der er tale om en lokal fra Herning-området.
Den anholdte nægter sig skyldig i sigtelsen og bliver lørdag morgen fremstillet i grundlovsforhør.
"Det var en kombination af en meget massiv efterforskning henover ugen og så et spor, der placerer den mistænkte på gerningsstedet, som førte til anholdelsen," siger Michael Kjeldgaard.
Politiet har arbejdet ud fra en teori om, at voldtægtsmanden kan have begået to andre voldtægter i sommer.
"Han er for nærværende kun sigtet for voldtægten i Gullestrup i lørdags. Han er ikke på nuværende tidspunkt sigtede for de øvrige forhold," siger Michael Kjeldgaard.
Grundlovsforhøret finder sted lørdag efter middag i Herning.