Ritzau
Opdateret kl. 18:09
Et fund af en kæmpe bombe fra Anden Verdenskrig fik søndag formiddag myndighederne til at evakuere 10.000 personer i det østlige Polen.
Men situationen er under kontrol, efter bomben blev flyttet til et område, hvor den efter planen skal tilintetgøres.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
I busser blev indbyggerne fra omkring 60 gader i byen Bialystok, der ligger tæt på grænsen til Hviderusland, og 45 gader i to forstæder i amtet Suprasl evakueret.
De flere tusinde personer blev fragtet til skoler, hvor de skulle vente, til bomben blev fjernet. Der var nemlig fare for, at bomben kunne eksplodere, når den blev fjernet af en kran.
Men sidst på eftermiddagen søndag kan de evakuerede vende hjem.
Bomben vejer 500 kilo og er en tysk TS-500-bombe. Eksperter lastede den på en særlig lastbil og planlægger at destruere den på en militær prøvebane.
Folk blev desuden evakueret langs den rute, som lastbilen kørte på mod militæranlægget.
Fundet af bomben blev gjort i forbindelse med vejarbejde torsdag.
Det hænder jævnligt, at bomber fra 2. Verdenskrig dukker frem på byggepladser i Polen.
Særligt i Warszawa hvor omkring 90 procent af hovedstadens centrum blev ødelagt af tyske bombeangreb under krigen.
/ritzau/AFP