En sygeplejerske er i dag blevet tiltalt for tre drab og et drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Det sker, efter hun har siddet varetægtsfængslet i 11 måneder.
I Dansk Sygeplejeråd er formand Grete Christensen berørt af sagen.
- Det er dybt, dybt tragisk, at vi har en sygeplejerske, som er kommet i den her situation, siger hun til Avisen.dk og understreger, at trods tiltalen er sagen endnu ikke afgjort.
Sygeplejersker topper listen over den faggruppe, som befolkningen har mest tillid. Senest viste en måling fra november, at sygeplejersker ifølge danskerne er den næstmest troværdige faggruppe - kun overgået af dommere. Det vil sagen om den drabstiltalte sygeplejerske dog ikke ændre på, mener Grete Christensen.
- Vi kæmper alle i hverdagen for at redde liv og har befolkningens tillid til, at det er det, vi gør. Det vil vi også have fremover, siger hun.
Har forsøgt at støtte kolleger
Fra Dansk Sygeplejeråd har man forsøgt at støtte op om kollegerne til den drabssigtede sygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus.
- Det har været et hårdt forløb for alle, der har været impliceret. Vi har forsøgt efter bedste vis at bakke op om arbejdspladsen og har opfordret dem til at værne om hinanden, forklarer hun.
Grete Christensen mener ikke, at sagen skaber et større pres på landets sygeplejersker. De er dog rigeligt presset i forvejen, understreger hun.
- Den øgede travlhed på afdelingerne og det arbejdspres, der er kommet i hele sundhedssektoren, har i forvejen lagt et enort stort pres på sygeplejerskene. Det handler om bekymringen for at begå fejl. Det er der mange, der dagligt får ondt i maven over. Det er det, der fylder allermest hos vores medlemmer og kolleger over hele landet, forklarer hun.
Den drabstiltalte sygeplejerske har siden sin anholdelse i begyndelsen af marts nægtet sig skyldig i de alvorlige anklager om, at hun skal have dræbt patienter med dødelige cocktails af medicin. Retssagen mod den tiltalte kvinde starter den 11. marts. Der er afsat 30 retsdage til sagen, og først i slutningen af juni ventes dommen at falde.