Drabstiltalt sygeplejerske i nødråb: "Jeg sidder i min celle 23 timer i døgnet"
Den 31-årige sygeplejerske har sendt et 12 sider langt håndskrevet brev til en lokal tv-station.
Nykøbing Falster sygehus hvor sygeplejersken arbejdede, da hun blev anholdt sidste år.
Nykøbing Falster sygehus hvor sygeplejersken arbejdede, da hun blev anholdt sidste år. Foto: SCANPIX arkiv


"Alt herinde er en kamp."

Sådan lyder det i et 12 sider langt håndskrevet brev, en drabstiltalt sygeplejerske fra Nykøbing Falster har sendt til TV ØST.

Den 31-årige sygeplejerske er tiltalt for drab og forsøg på manddrab og sidder varetægtsfængslet i arresten i Køge. Det meste af tiden sidder hun i isolation. Det har hun gjort, siden hun for et år siden blev anholdt.

Hun har siddet som ene kvinde i arresten i over 10 måneder og opholder sig i sin celle 23 timer om døgnet, skriver hun.

I det år, der er gået, har den 31-årige kvinde fastholdt sin uskyld. Og i brevet til tv-stationen fortæller hun om de tanker, hun gør sig op til straffesagen, der er planlagt til at begynde den 11. marts. 

"Jo længere tid, jeg sidder her bag en låst dør, jo mere tager modløsheden og magtesløsheden over. Der er et kæmpe tomrum, som gør det svært at beskrive, hvordan jeg har det. Det er ikke fordi tanker, frustrationer, uvisheden og afsavnet til alt og alle bliver mindre, eller at man lærer at forholde sig til det," skriver sygeplejersken.

I brevet gør hun udtryk for, at det virker helt uoverskueligt på hende, at retssagen er sat til at vare tre måneder. 

Hun beskriver, hvor hårdt det tærer på hende, at alle andre kan diskutere sagen, mens hun selv intet kan sige.

Sygeplejersken fortæller, at hun har overvåget besøg 60 minutter om ugen. Hun savner sin familie voldsomt.

Fængselsopholdet beskriver hun som et mareridt, hvor følelsen af ensomhed tynger i en sådan grad, at hun intet spiser. Hun ligger søvnløs på grund af spekulationer og er så træt, at hun ikke kan sidde oprejst, fortæller hun.

Hun beskriver det som om, hendes identitet langsomt forsvinder. 

Læs hele brevet hos TV ØST - klik dig videre her

To af de påståede drab og drabsforsøget skal ifølge Ritzau have fundet sted på sygeplejerskens samme lange vagt på Nykøbing Falster sygehus fra 28. februar til 1. marts 2015. Det tredje drab skal den nu 31-årige have begået i 2012.

Sygeplejersken har siden sin anholdelse været under besøgs- og brevkontrol. Hun må ikke tale om selve sagen, heller ikke med sin familie. Brevet, hun har skrevet til TV ØST, er som al anden post, sygeplejersken skriver, blevet gennemlæst af politiet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.