Hvis det står til SF, skal fagforeninger, der forsøger at hverve medlemmer, sidestilles med private firmaer. Så skal de nemlig følge markedsføringsloven.
Det siger Karsten Hønge (SF), efter Avisen.dk har dokumenteret en sag, hvor en telefonsælger for Det Faglige Hus ikke har været bleg for at ty til løgn for at skaffe medlemmer.
- Det er jo forargeligt, at der er et hul, som sådan nogle svindlere kan udnytte. Derfor har vi flere gange gennem årene tænkt på, om vi skulle stille nogle forslag til at ændre loven. Og efter de her sager, har jeg endnu en gang tænkt over det, siger Karsten Hønge.
3F luftede nemlig tanken om at melde Det Faglige Hus til forbrugerombudsmanden på baggrund af en løgnagtig telefonsælger. Men det vil de sandsynligvis ikke have meget held med, da fagforeningers hvervning af medlemmer ikke er omfattet af markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden dømmer efter.
- De sidste dage har jeg tænkt: ”Nu kører det her lort igen med, at man kan gå fri bare fordi, man er en forening”. Men det ændrer jo ikke på, at der sidder en i den anden ende af røret, som man tager røven på, siger Karsten Hønge, der som tidligere tømrersvend og fagforeningsformand understreger, at dette ikke bare er endnu en politisk sag - det er hjerteblod.
Røde fagforeninger kan stå distancen
Og denne gang bliver det ikke ved snakken, lover Karsten Hønge. For svindel er svindel, og løgn er løgn, uanset hvad man sælger. I første omgang får erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) dog mulighed for at komme på banen og give sit bud på en løsning.
- Jeg vil, så snart det er muligt, indkalde ministeren i et samråd. Hvis der ikke kommer fornuftige svar ud af det, og ministeren ikke selv fremsætter et lovforslag, vil SF fremsætte et beslutningsforslag, fastslår Karsten Hønge.
Hvad med de røde fagforeninger? De er jo også fritaget nu, så skal de nu også medtages i lovgivningen?
- Ja, fordi de kan stå distancen. De sælger ikke noget, der ikke passer.
Det Faglige Hus tager dog en eventuel lovændring med "sindsro". De overholder den nemlig allerede, skriver kommunikationskonsulent Teddy Gehrke:
- Alle vores kampagner er allerede i dag afstemt med markedsføringsloven, selv om fagforeninger og eksempelvis politiske partier er undtaget loven.
Avisen.dk har kontaktet 3F for at høre, hvad de mener om en lovændring. 3F har dog meddelt, at de først kan komme med en udmelding, når folk er tilbage fra ferie.
DF: Vi er klar til at se på ændringer af loven
Også DF er interesseret i at se på en ændring af markedsføringsloven, så den også omfatter fagforeninger.
Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) erkender, at han ikke kender markedsføringsloven helt ud til fingerspidserne, men giver udtryk for, at der grangiveligt er noget galt, hvis man kan sælge noget baseret på en løgn.
- Vores klare holdning er, at sælgere skal holde sig til fakta, og enhver fagforening, uanset om den er gul eller rød, skal holde sig til fakta om, hvad de kan tilbyde, siger han.
Derfor ser DF frem til samrådet med ministeren og vil også med interesse kigge på en ændring af markedsføringsloven.
- Vi er klar til at se på, om der skal ske ændringer på markedsføringsloven, så det her ikke kan ske. Forhåbentlig er der tale om et engangstilfælde, men det er totalt uacceptabelt, at man vildleder i jagten på flere medlemmer. Man skal holde sig til fakta uanset, om man sælger tøj eller medlemsskaber til en fagforening, siger han.
Avisen.dk har ønsket en kommentar til den aktuelle sag fra Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Det har dog ikke været muligt, da ministeren i stedet vil afvente sagen til efter samrådet. Derudover henviser ministeriet til, at markedsføringsloven sidst blev ændret så sent som 1. juli i år.