- Er jeg blevet flygtning i mit eget fædreland, spørger 56-årige Sven-Åge Asp Poulsen fra Bylderup-Bov.
Sven-Åge Asp Poulsen blev fyret fra sit job og søgte kontanthjælp, men det fik han ikke. Istedet fik han integrationsydelse.
Det skriver TV Syd.
Aabenraa Kommunes begrundelse for integrationsydelse er, at Sven-Åge Asp Poulsen og hans polske hustru har fælles forsørgerpligt. Sammen har de en søn.
Hustruen er polsk statsborger og har ikke været i Danmark i syv af de seneste otte år. Dermed har hun ikke optjent arbejdstagerstatus.
Med integrationsydelse falder kommunens økonomiske hjælp fra godt 14.000 kroner til 8.000 kroner om måneden.
De 8.000 kroner er alt, hvad familien har at gøre godt med. Hustruen er hjemmegående og har aldrig modtaget økonomisk hjælp fra det offentlige.
- Jeg har altid sagt til hende: Hvis bare du passer på huset, vores søn og vores hund, så skal jeg nok sørge for, at der er mad på bordet, siger Sven-Åge Asp Poulsen til Tv Syd.
Fra politisk side undrer man sig over kommunens beslutning. Således siger formanden for Aabenraa Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Ejler Schütt, Dansk Folkeparti, at det lyder grotesk og han mener, at Sven-Åge Asp Poulsen skal anke afgørelsen.
- Han har arbejdet og betalt skat i Danmark i mange år. Hvorfor skal han straffes for at være gift med en polak?, spørger Ejler Schütt retorisk.
For at klare situationen er Sven-Åge Asp Poulsen og familien flyttet i en mindre bolig og har skilt sig af med hunden. Håbet er at Sven-Åge Asp Poulsen enten får et arbejde eller en højere ydelse.
Ifølge TV Syd er der er cirka 536 danske statsborgere på integrationsydelse i Danmark.