Da regeringen sidste år vedtog en reform af førtidspensionen, var målet at oprette 14.600 såkaldte ressourceforløb i år.
Forløb, der særligt skulle sikre personer under 40 år mod at blive parkeret på førtidspension.
- Vores mest udsatte borgere kan få den nødvendige hjælp til at komme videre i livet og blive en del af arbejdsfællesskabet, sagde Mette Frederiksen i december sidste år om reformen af førtidspension.
Men det tal er ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen kun på 1506, skriver Ekstra Bladet. Der mangler altså omkring 13.000 ressourceforløb i kommunerne med tre uger tilbage af året. Det rammer nogle af de allersvageste dobbelt. Både fordi de ikke får den hjælp, de har brug for til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Og fra nytår bliver problemet endnu værre for mange af dem. Her bliver omkring 12.000 danskere ramt på pengepungen, når regeringen gennemfører kontanthjælpsreformen, som betyder, at kontanthjælpen modregnes i den samboendes lønindtægt.
Den kombination kommer til at ramme tusinder af danskere og er en giftig cocktail, siger formand for Rådet for socialt udsatte Jann Sjursen.
- Jeg er stensikker på, at der sidder tusinder, som simpelthen er kommet ganske alvorligt i klemme pga. ressourceforløbene. Det meget alvorlige er, at krumtappen i reformen har været, at nu skulle vi sætte gang i ressourceforløb og hjælpe mennesker op at stå igen. Det er en katastrofe, at det ikke virker, siger han til Ekstra Bladet.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver i en kommentar til Ekstra Bladet:
- Det tager selvfølgelig noget tid, inden førtidspensionsreformen virker alle steder. Og det kræver meget i kommunerne. Men når det er sagt, så går det alt for langsomt med at få sat ressourceforløbene i gang. De borgere, der er meget syge eller har store handicaps, har ret til en ordentlig indsats. Derfor må vi alle sammen op på dupperne, så der oprettes det nødvendige antal ressourceforløb.