- I stedet for at sætte pensionsalderen op bør man sætte pensionsalderen fri. Giv danskerne lov til at gå på folkepension som 60-årige, hvis det er det, de vil. Men giv dem samtidig en god grund til at vente, til de er 75 år.
Sådan lyder det fra afdelingsdirektør i SEB Pension, Frank Pedersen, i et debat-indlæg i Jyllands-Posten.
Han mener, vi skal tænke på folkepensionen som ét beløb: 1,25 millioner kroner. Det er, ifølge afdelingsdirektøren, det beløb, der skal til, for at vi alle kan få udbetalt godt 74.000 kroner om året i folkepension, uanset hvor længe vi lever.
- Hvad nu, hvis man gav hver enkelt af os lov til selv at bestemme over disse 1,25 mio. kr.? Så kan de, der vil trække sig tilbage tidligt, gøre det og fordele deres penge over en længere årrække. Og dem, der vil fortsætte i arbejde, kan gøre det og til gengæld få mere ud af folkepensionen, end de får i dag?, skriver han.
Ifølge Frank Pedersen kommer det ikke til at koste samfundet mere, hvis nogle vælger at gå tidligere på pension.
- For den enkelte er det et spørgsmål om, at de 1,25 mio. kr. i så fald skal strækkes over flere år. Vælger man en tidlig folkepension, vil det månedlige beløb blive sat ned. Omvendt vil man, hvis man udskyder folkepensionen, få sine 1,25 mio. udbetalt over færre år, skriver han i Jyllands-Posten.
Afdelingsdirektør Frank Pedersen er inspireret af Sveriges model.