På Rådhuset i Københavns Kommune har man set sig så varm på idéen om at få pendlerne til at droppe bilen og istedet benytte en bycykel.
Faktisk har man været så glad for idéen, at man har bestilt sammenlagt 1.850 af dem. Nu viser det sig, at hver enkelt cykel koster intet mindre end 46.000 kroner. Det skriver Berlingske.dk
Det har gjort de Konservatives Rasmus Jarlov godt gal i skralden:
"Det er noget, borgerne udmærket selv kan klare. Jeg tror ikke på, at der stort set er nogen mennesker, som ser det som et stort problem at anskaffe en cykel.(...) vi ender med en astronomisk regning. Det er uforskammet over for skatteyderne", siger han til Berlingske.dk
I øjeblikket bruges cyklerne i gennemsnit halvanden gang dagligt. Målet er, at få det tal op på tre gange dagligt.
Det er dog ikke hele regningen på 86 millioner, der ender hos de københavnske skatteydere. Cyklerne er købt i fællesskab med DSB og Frederiksberg Kommune. Dermed bliver regningen reduceret til 40 millioner for københavnerne.
Hver af cyklerne er udstyret med en elmotor, hvilket kan forklare i hvert fald noget af prisen.
Kilde: Berlingske.dk