Skiinteresserede københavnere får snart deres helt egen legeplads. Nu bliver det nemlig snart muligt at glide ned af skibakkerne i København. Det skriver mx.dk.
København Kommunes budget for 2015 er netop blevet forhandlet på plads. Og nu er det blevet besluttet, at kommunen stiller med et lån på omkring 31 millioner kroner, som skal bruges til en 90 meter høj skibakke på toppen af Amager Ressourcecenter.
Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christan Ebbesen er glad for, at der er en skibakke på vej til københavnerne.
"Jeg fornemmer, at der er bred opbakning til skibakken og tror derfor, at det bliver nemmere at få de andre kommuner og private fonde til at spytte i kassen, nu hvor København stiller med en stor del af finansieringen," siger Carl Christian Ebbesen.
Etableringen af skibakken på Amager Bakke kommer i alt til at koste 70 millioner. Resten af pengene til etableringen skal blandt andet komme fra private fonde og fra de øvrige fire kommuner, der ejer forbrændingsanlægget.
Men det er ikke alle politikere i borgerrepræsentationen, der er begejstrede for, at skibakken har fået en plads i budgettet.
"Det er et spændende projekt, men at vi bruger så mange penge på en skibakke er et godt tegn på den forbrugsfest, vi har været vidne til ved dette års budgetforhandlinger," siger konservative Rasmus Jarlov.
Han tilføjer, at han hellere ville have brugt pengene på trængende kerneområder.
Kilde: mx.dk.