Sygeplejerskerne er efterhånden så stressede, at det risikerer at gå ud over patienternes sikkerhed.
Sådan lyder et nødråb i form af et debatindlæg fra fællestillidsfolkene fra flere sjællandske sygehuse, skriver sn.dk.
Det drejer sig om sygehusene i Roskilde, Køge, Holbæk, Slagelse/Næstved og Nykøbing Falster. Blandt andet har der de seneste uger i Slagelse været overbelægning, og det frygter sygeplejerskerne vil gentage sig, når patienter skal rykkes rundt på andre sygehuse som en del af regionens sygehusplan.
- Der er flere eksempler på, at presset på medarbejderne medfører situationer, hvor det næsten er gået galt. Det hverken kan eller vil vi ignorere, skriver fællestillidsfolkene blandt andet.
Er der medarbejdere nok?
Debatindlægget har fået flere af regionens lokalpolitikere til at reagere.
- Jeg bliver da lidt bekymret. Det her er mennesker, der ikke piver i det daglige. Når de reagerer på den her måde, så er det alvor, siger næstformand i regionsrådet, Peter Jacobsen (DF) til sn.dk.
Han mener, man bør kigge på, om der er hænder nok til at løse opgaven. Socialdemokraterne mener derimod at hele sygehusplanen bør revideres, mens Venstre holder fast i, at der generelt er medarbejdere nok, men at situationen med overbelægning var et særtilfælde.