Nina mobbet i årevis: Hvorfor greb mine kollegaer ikke ind?
Kollegaer kan gøre en enorm forskel, hvis de griber ind, når de overværer mobning på jobbet. Men der var ingen hjælp at hente, da Nina Johansen blev mobbet på Aalborg Kasserne.
Hvert år overværer hver tredje dansker i arbejde, at en kollega bliver mobbet, men meget få griber ind. De er bange for at blive fyret eller at skade deres egen karriere, mener Nina Johansen, der selv er blevet mobbet.
Hvert år overværer hver tredje dansker i arbejde, at en kollega bliver mobbet, men meget få griber ind. De er bange for at blive fyret eller at skade deres egen karriere, mener Nina Johansen, der selv er blevet mobbet. Privatfoto


Det gør en stor forskel, om kollegaerne kigger den anden vej, eller om de griber ind, når de er vidne til mobning på arbejdspladsen. Det viser ny forskning ifølge Magasinet Arbejdsmiljø.

– Vidnerne er et vigtigt redskab til at undgå udvikling af mobning, fordi de kan gå ind og løfte en konflikt ud af den personlige krig og arbejde med de modsætninger, der udløste konflikten, siger lektor Charlotte Bloch fra Københavns Universitet til Magasinet Arbejdsmiljø.

Stilhed fra Ninas kollegaer

Mens man normalt fokuserer på mobber og mobbeoffer, har Charlotte Bloch undersøgt, hvordan kollegaerne reagerer på mobning. Og det viser sig, at deres reaktion er central for, at en konflikt ikke udvikler sig til decideret mobning.

Derfor er Nina Johansen også ked af, at der ikke var nogen af hendes kollegaer, der greb ind i løbet af de seks år, hun blev mobbet, mens hun arbejdede som cafeteriabestyrer ved Aalborg Kaserne.

"Når de overværede, at jeg blev svinet på et møde, kunne de godt have rejst sig op og sagt, at det ikke er en måde at behandle mig på," siger hun til Avisen.dk

Læs også: Nina groft mobbet: "Møgkællinger hører ikke hjemme her"

Det fremmer karrieren at kigge den anden vej

Nina Johansen blev mobbet af en af sine nærmeste chefer. Hun måtte ikke tale på møderne, mange møder blev hun slet ikke inviteret til, og der blev konstant stillet spørgsmålstegn ved kvaliteten af hendes arbejde, fortæller hun.

Efter mobningen havde stået på gennem seks år, knækkede filmen for Nina Johansen.

"Det sidste halve år, jeg var på kasernen, måtte jeg stoppe bilen og kaste op, inden jeg mødte ind om morgenen," siger hun.

Hun havde håbet, at hendes kollegaer ville bakke hende op. Men i stedet klappede de i som østers.

"De turde ikke, for de frygtede for deres job. Der skulle hele tiden skæres ned, så det handlede om ikke at gøre sig bemærket," siger hun.

Enkelte kollegaer sagde fra over for chefen, men de blev hurtigt sat på plads. Andre blandede sig ikke af hensyn til deres egen karriere.

"Når det er en chef, der mobber, hopper mange med på mobbe-vognen, fordi de gerne vil tækkes chefen for at blive forfremmet," siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.