Den måde, samfundet taler om de dårligst stillede på, ligner den måde, man omtalte de trængende på fattiggårdene, som fandt sted for 100 år siden, mener to professorer. Det skriver Kristeligt Dagblad.
De to professorer Jørn Henrik Petersen og Klaus Petersen fra Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet præsenterer mandag det sidste bind af Dansk Velfærdshistorie, der beskriver perioden fra 1993 til 2011.
De peger på, at velfærdsstaten, og den måde vi taler om samfundets dårligst stillede på, er meget lig med, hvordan det så ud for 100 år siden.
"At skrive den sidste bog, som vi har kaldt 'Hvor glider vi hen?', har næsten været som at vende tilbage til debatten i slutningen af det 19. århundrede og til 1920'ernes socialpolitiske diskussion. Der er dem, der tror, at brugen af økonomiske tilskyndelser og sanktioner er noget nyt. Men megen retorik i dag er fuldstændig identisk med den retorik, der prægede perioden fra 1870 og op til 1890'erne. I løbet af de seneste 30 år er der sket en bevægelse væk fra den klassiske velfærdsstat tilbage mod begreber som værdigt og ikke værdigt trængende," siger Jørn Henrik Petersen til Kristeligt Dagblad.
De to professorer mener, at den klassiske velfærdsstat, hvor sociale ydelser ses som en rettighed, kun var en del af det danske samfund i en relativt kort periode. De sidste 20 år er vi gået længere væk fra denne rettighedsforståelse.
Fattigdom ses som selvforskyldt
Selvom forholdene for fattige i dagens Danmark er langt bedre end det usle liv på fattiggårdene, findes der i dag en tendens blandt både borgerlige og socialdemokrater til at betragte fattigdom som noget delvist selvforskyldt.
I dag er der et stort fokus på, at man skal 'yde, før man kan nyde', og der bliver sat krav til de fattigste. På fattiggårdene bidragede beboerne også til samfundet. De vævede måtter, syede tøj, lavede ligkister og meget andet. Her skulle man altså også arbejde for at få ret til hjælp. Derfor kan forventningerne til samfundets svageste sammenlignes med de forventninger, der er i dag, mener professorerne.
"Både i forhold til de socialt svage og de dårligst stillede udlændinge var der i 1970'erne og 1980'erne en medfølelse i debatten. Dengang tænkte vi i højere grad på indvandrere som nogle, der skulle hjælpes," siger Klaus Petersen.
Vor tids syndebukke
Klaus Petersen mener, at der er sket et fundamentalt skred i både holdningen til indvandrere og socialt svage de seneste 20 år.
"De grupper, vi dengang havde medlidenhed med, er i dag i langt højere grad blevet vor tids syndebukke. Det er dem, vi rynker på næsen ad. Vi betegner dem som produkter af en forsørgelseskultur. Det er en politisk retorik, som indgår i selv pæne socialdemokraters sprogbrug. Den måde, man taler om de udsatte og sårbare på, er med til at sætte dem i en ekskluderet rolle," uddyber Jørn Henrik Petersen.
Jørn Henriksen understreger samtidig, at værdierne fra den klassiske velfærdsstat stadig er en underliggende norm i samfundet. Vi bliver stadig forargede, når kommuner svigte udsatte børn, og når gamle ikke får den rette hjælp. Men vi taler anderledes om de udsatte, end vi gjorde for 20 år siden.
"Men hvor samfundet talte meget om det fælles ansvar, så er der op igennem 90'erne kommet en øget betoning af det individuelle ansvar. Der ligger en spænding mellem en folkelig forankret medlidenhed mellem dem, der har det svært og så et politisk krav om, at den enkelte skal yde noget for at få hjælp. Vi kræver en disciplinering af de dårligst stillede. De skal arbejde og stå op om morgenen, men der mangler blik for, at der er mennesker, som ikke magter det," siger Jørn Henrik Petersen.
Kilde: Kristeligt Dagblad.