NEMLIG.COM - HVEM BETALER PRISEN?
Krav fra Nemlig.com: Lønnen må ikke blive for lav
Nemlig.com vil kræve, at de selvstændige vognmænd, der bringer net-supermarkedets dagligvarer ud, giver deres chauffører en mindsteløn. Hvor høj lønnen skal være, vil Nemlig.com ikke oplyse.
"Jeg tror ikke på, at verden er lavet udelukkende af røde roser, men at der engang imellem er brådne kar." Sådan siger Stefan Plenge, der er administrerende direktør i Nemlig.com. Han vil nu indføre en mindsteløn blandt de chauffører, der bringer dagligvarer ud for net-supermarkedet.
"Jeg tror ikke på, at verden er lavet udelukkende af røde roser, men at der engang imellem er brådne kar." Sådan siger Stefan Plenge, der er administrerende direktør i Nemlig.com. Han vil nu indføre en mindsteløn blandt de chauffører, der bringer dagligvarer ud for net-supermarkedet. Scanpix


"Dagligvarer, når det passer dig."

Sådan lyder Nemlig.com's slogan.

Men de selvstændige vognmænd, der bringer dagligvarer ud for det danske net-supermarked, må ikke længere lønne deres chauffører, som det passer dem.

Stefan Plenge, der er administrerende direktør i Nemlig.com, vil inden for få måneder kræve, at vognmændene skriver under på, at de vil give deres chauffører en mindsteløn.

Størrelsen på mindstelønnen vil Nemlig.com ikke oplyse.

"Vi kommer til at indføre det her i kontrakterne, således at vi væsentligt nemmere kan følge op på den enkelte vognmand. Altså hvad mindstelønnen skal være til en given medarbejder," siger Stefan Plenge.

Hvorfor er det nødvendigt?

"Det er ikke længere mig selv, der står og siger godmorgen til pakkemedarbejderne eller kører ud med en af vognmændene. Derfor er vi nødt til at have nogle regler. Dem, jeg samarbejder med, skal udleve min moral og min dna, og det er vigtigt, at jeg har noget at holde dem op på. En af de seneste ting er, at der slet ikke er nogen, der skal være i tvivl om sådan noget som aflønning."

Har der været for mange tilfælde, hvor det ikke er sket? Hvor de ikke har udlevet din moral?

"Nej. Det er et led i den rejse, vi er på."

(...)

Men hvis alt var i skønneste orden, hvorfor så skrive det ind i kontrakterne?

"Efter at have drevet virksomhed i 15 år må jeg konstatere, at jeg på alle mulige forskellige fronter har oplevet ting, hvor jeg troede, at ting var aftalt, men ikke var det alligevel. Så er det bare nemmere at sætte ting på skrift."

"Jeg tror ikke på, at verden er lavet udelukkende af røde roser, men at der engang imellem er brådne kar. For at kunne følge op på de brådne kar så er der nødt til at være nogle regler. Desværre. Det ville være meget sjovere, hvis vi ikke behøvede at gøre det her. Desværre er der bare folk, der ikke forstår, at man skal holde for rødt og køre for grønt."

Hvordan vil du sørge for, at de selvstændige vognmænd så rent faktisk giver en mindsteløn?

"Det vil vi selvfølgelig gøre ved at skrive det ind i kontrakterne til vores underleverandører. Derudover kan jeg jo tilføje, at vi er meget optagede af, at underleverandørerne lever op til vores forventninger. Vi har kørende kørselsledere, der laver kontrolbesøg ude i marken for at se, om chaufførerne for eksempel har uniform på. Kører de korrekt? Så kontrol går vi faktisk meget op i."

Ifølge Nemlig.com har net-supermarkedet i længere tid arbejdet på at fastsætte en mindsteløn blandt vognmændenes chauffører.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.