De kommunale medarbejdere, som efter reformen af førtidspensionen skal hjælpe psykisk syge til en plads på arbejdsmarkedet, mener ikke selv, at de har kvalifikationerne til at arbejde med personer med psykiske lidelser. Kun hver sjette af de såkaldte fleksjobambassadører føler sig fuldt kvalificerede til at arbejde med psykisk syge.
Det fremgår af en undersøgelse, som Rambøll har foretaget for Psykiatrifonden blandt de såkaldte fleksjobambassadører i kommunerne, skriver Ugebrevet A4.
Den manglende kommunale kompetence på området chokerer formanden for Landsforeningen SIND, Knud Kristensen.
»Vi har hele tiden vidst, at det er rigtig, rigtig svært for et menneske med psykisk lidelse at komme ind på arbejdsmarkedet. Og det er ikke underligt, når vi nu kan se, at dem, der er ansat til at hjælpe dem, er så usikre,« siger han til Ugebrevet A4.
Fleksjobambassadørerne er et resultat af den aftale om flere fleksjob, som regeringen og Enhedslisten indgik som led i finansloven for 2013. Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft i 2013, ville man begrænse tilgangen til førtidspension og i stedet sikre personer med nedsat arbejdsevne en plads på arbejdsmarkedet i form af fleksjob.
Derfor blev der iværksat forsøg i alle landets kommuner med ansættelse af mindst to fleksjobambassadører i hver kommune, som skulle skabe kontakt mellem virksomheder og ledige fleksjobbere gennem opsøgende og oplysende arbejde over for virksomhederne.
Men ifølge den nye undersøgelse kniber det alvorligt med at hjælpe den del af de ledige, som har psykiske lidelser.
Kun hver sjette (17 procent) af fleksjobambassadørerne vurderer, at de i høj eller meget høj grad har forudsætninger for at arbejde med problemstillinger knyttet til psykiske lidelser.
Færre end hver fjerde (23 procent) mener, at de i høj eller meget høj grad har forudsætninger for at vejlede virksomheder om ansættelse og fastholdelse af personer med psykiske lidelser. Og nogenlunde samme beskedne andel (24 procent) vurderer, at de i høj eller meget høj grad er i stand til at arbejde med personer med psykiske lidelser i det hele taget.
SINDs formand undrer sig over, at kommunerne ikke har gjort sig mere umage med at udpege de rigtige til jobbet.
»Man vil da for pokker heller ikke ansætte en svejser, der ikke kan svejse. Som interessevaretager for personer med psykiske lidelser må jeg sige, at det ikke er godt nok. Ansætter man nogle uden de fornødne kvalifikationer, må man sørge for, at de tilegner sig dem. Eller ansætte nogle andre. Punktum!,« siger Knud Kristensen.
I Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, LAFS, oplever man det også som et voksende problem at få personer med psykiske lidelser i fleksjob. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at flere og flere medlemmer med psykiske problemer efterspørger foreningens hjælp, når de skal til møde i deres kommune for at drøfte mulighederne for at komme i arbejde.
»Vi har et tilbud til medlemmerne om at få en bisidder med til møde med kommunen – et tilbud, mange benytter sig af i disse tider. Og der ser vi i stigende grad, at bisidderordningen bruges af personer med forskellige former for psykiske problemer. Derfor har vi prøvet at opruste de frivillige bisiddere på det område,« fortæller LAFS’ formand, Hans Dankert.
Behovet for en tilsvarende oprustning hos fleksjobambassadørerne mener han, at Rambølls undersøgelse slår en tyk streg under.
»Som jeg læser undersøgelsen, er fleksjobambassadørerne præget af god, gammeldags usikkerhed og har et stort behov for et oplysningsarbejde,« mener Hans Dankert.