Politikerne tager slet ikke det psykiske arbejdsmiljø alvorligt nok, mener Gitte Strandgaard, formand for Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!
Foreningen arbejder med chikane og mobning på arbejdspladser, hvilket hænger nært sammen med det generelle psykiske arbejdsmiljø, forklarer hun.
Ugebrevet A4 kan i dag fortælle, at fagbevægelsen vil have arbejdsmiljøet på dagsordenen i trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Formand for FTF Bente Sorgenfrey kritiserer her, at indsatserne rettet mod det psykiske arbejdsmiljø er blevet hårdt ramt af nedskæringer.
- Jeg undrer mig højlydt og larmende over, at man ikke tager det her mere alvorligt. Men Neergaard klapper bare i som en østers, siger Gitte Strandgaard med henvisning til at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) ikke har villet udtale sig til Ugebrevet A4.
Der er hele tiden et nyt problem
Gitte Strandgaard mener, at det psykiske arbejdsmiljø hele tiden bliver skubbet i baggrunden af politikerne.
- Alt det, der kommer udefra påvirker jo arbejdsmiljøet, men der er altid et nyt problem, som skal løses først. Nu er det så integration, der er til forhandling. Det psykiske arbejdsmiljø bliver hele tiden skubbet væk, siger hun.
Og det er en helt forkert prioritering, mener formanden for Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!
- Det psykiske arbejdsmiljø er arbejdsmarkedets hjerte, ligesom køkkenet er hjertet i et hus. Fagbevægelsen har regnet ud, at problemer med det psykiske arbejdsmiljø koster samfundet op mod 64 milliarder om året. Hvornår tør de komme i gang?
- Jeg har folk i røret hele tiden, der kan berette om de her problemer, lyder det fra Gitte Strandgaard.