Erhvervsskole erkender praktik-fiasko: "En ringe løsning"
Det er afmagt og mangel på almindelige praktikpladser, der får Herningsholm Erhvervsskole til at sende elever i virksomhedsforlagt undervisning.
Af Michael Bræmer
MERE
Eleverne vil gerne vise, hvad de kan, når de kommer ud i virksomhederne, påpeger direktør på Herningsholm Erhvervsskole, John Egebjerg.
Eleverne vil gerne vise, hvad de kan, når de kommer ud i virksomhederne, påpeger direktør på Herningsholm Erhvervsskole, John Egebjerg. Linda Kastrup, Scanpix


Herningsholm Erhvervsskole i Herning er en af de skoler, der er flittigst til at sende elever i såkaldt virksomhedsforlagt undervisning (VFU), som er forløb op til tre måneder i virksomheder, hvor eleverne ikke får løn, men til gengæld heller ikke må arbejde.

Mens 384 elever fra skolen var i VFU i 2010, var tallet vokset til 1.074 i 2014 ifølge et LO-notat, der er lavet på baggrund et svar fra undervisningsministeren til Folketingets undervisningsudvalg.

Hverken glad eller stolt

Men det er ikke en udvikling, som skolen er hverken glad for eller stolt over.

Eksplosionen i brugen af VFU-ordningen skyldes problemer med at finde ordinære praktikpladser til eleverne, påpeger Herningsholms Erhvervsskoles direktør, John Egebjerg.

- Antallet af ordinære praktikpladser falder og falder, og hvad gør skolerne så? Vi forsøger at lave korte aftaler med virksomheder, og det lykkes i en eller anden udstrækning. Men det er en ringe ordning, fordi de ikke kan lave noget. Og hvis de gør det, er det konkurrenceforvridende, siger han.

Ser ud af mere end det er

John Egebjerg understreger samtidig, at skolens brug af VFU se ud af mere, end den er.

- Hos os er eleverne i VFU i kort tid – hvor kort tid er vi ved at få kortlagt, siger han.

Under alle omstændigheder er han enig med både lønmodtagere og arbejdsgivere om, at der er behov for at ændre ordningen.

14 dage er rigeligt

Fagbevægelsen mener, at ordningen bliver misbrugt af arbejdsgivere, som bruger eleverne som gratis arbejdskraft, og den kritik bliver ikke tilbagevist af arbejdsgivere. Parterne er enige om, at en praktikperiode på 14 dage er rigeligt til, at elever og virksomheder kan se hinanden an og vurdere, om det er en god idé, at den unge fortsætter som almindelig lærling.

Det forslag er John Egebjerg også med på.

- Det kan jeg sagtens se for mig. Men så skal eleverne også have lov til at arbejde i de 14 dage, så de kan få afløb for deres kræfter og virkelig vise, hvad de kan. Som elev ønsker man jo at komme ud og være med og tage fat, påpeger han.

Brug pengene motiverende

Tina Voldby, underdirektør i installatørernes organisation Tekniq, foreslår også, at der ændres på de økonomiske vilkår for skolerne sådan, at de ikke som nu skal have halv taxameter for elever, der er ude i VFU. Pengene skal i stedet bruges på at præmiere skoler for at lave aftaler om ordinære lærepladser.

Det et forslag, der modtages positivt af lønmodtagerorganisationen på området, Dansk El-forbund.

- Det er et konstruktivt forslag, som vi bakker fuldt op om, siger forbundets formand, Jørgen Juul Rasmussen.

Flere penge ville ikke hjælpe en hujende fis

Men erhvervsskole-direktøren skyder det ned.

- De midler vi har til opsøgende virksomhed slår rigeligt til. Vi kører og kører og opsøger og opsøger, men problemet er, at vi har meget lidt succes med det. Og at få flere midler at køre for ville ikke hjælpe ikke en hujende fis, mener John Egebjerg.      

Bureaukratisk ordning

Han mener i øvrigt helle ikke, at de er urimeligt med halv taxameter under elevernes VFU-ophold i betragtning af det bureaukrati og tilsyn, som ordningen påfører skolerne.

- Og hvis man satte VFU-perioden ned til 14 dage, ville man jo minimere risikoen for den spekulation, som skolerne kunne mistænkes for, pointerer John Egebjerg.

En ny medarbejder starter på mandag på hans skole for at coache eleverne i forhold til praktikpladssøgning. Det bliver også medarbejderens opgave at snakke med eleverne om, hvad vilkårene er, hvis det er en kort aftale som VFU, de opnår i første omgang.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.