I sidste uge måtte integrationsminister Inger Støjberg (V) trække i land, efter hun ved Venstres nytårskur i Frederikshavn 8. januar i år hævdede, at en daginstitution i Aalborg havde forbudt svinekød.
Kommunen afviste dog, at det var tilfældet, og ministeren erkendte derfor, at hun ikke skulle have fortalt historien.
Nu viser det sig imidlertid, at ministeren tilsyneladende var på dybt vand flere gange under arrangementet i Frederikshavn. Ved samme lejlighed omtalte ministeren nemlig de annoncer, som den danske regering har indrykket i aviser i Libanon for at gøre opmærksom på de danske stramninger på asylområdet.
Støjberg: Svenskere indrykker annoncer
Under arrangementet fortalte Inger Støjberg, hvordan landene omkring os nu også indrykker lignende annoncer, og at selv svenskerne nu er ved at indrykke annoncer:
"Jeg må bare sige, at alle andre lande omkring os, de strammer op, og alle andre lande omkring os, de er altså også begyndt med at annoncere. Tyskerne annoncerer, svenskerne er faktisk i gang med at annoncere, nordmændene har gjort det efter os, belgierne gør det, østrigerne gør det, alle gør det. Det er selvfølgelig fordi, vi er pressede allesammen, og det bliver vi jo nødt til at forholde os til," fortalte ministeren ifølge en lydoptagelse fra arrangementet i Frederikshavn.
Topembedsmand afviser
At svenskerne skulle være i gang med at annoncere, undrede dog aktivist og dokumentarisk Frank Piasecki Poulsen. På sin videoblog på Facebook har han undersøgt sagen. De danske annoncer har nemlig mødt hård kritik fra netop Sverige, hvor migrationsminister Morgan Johansson fra Socialdemokraterne i september beskyldte Danmark for ikke at tage ansvar for flygtningekrisen.
Avisen.dk har været i kontakt med det svenske justitsministeriums enhed for asyl- og migrationspolitik.
Her afviser enhedschefen, topembedsmand Mattias Wahlstedt, ethvert kendskab til, at der skulle være svenske annoncer på vej.
Han afviser også at have kendskab til svenske planer om at indrykke annoncer om vilkårene for migranter og flygtninge i Sverige.
"Ja, det er korrekt," skriver Mattias Wahlstedt i en mail til Avisen.dk, da vi spørger ham, om han kan bekræfte, at de svenske myndigheder ikke har indrykket annoncer i udenlandske aviser - og at de svenske myndigheder ikke påtænker at gøre det. Se mailen her.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg. Ifølge ministerens særlige rådgiver er det dog ikke muligt, da ministeren er optaget hele dagen.
Ministerens udtalelser faldt under Venstre i Frederikshavns nytårskur d. 8. januar 2016. En optagelse fra arrangementet - lavet af Frederikshavn Lokalradrio - kan høres her. Udtalelsen falder ved tidsstemplet 0:18:25. Avisen.dk har været i kontakt med byrådsmedlem i Aalborg, Anja Lundtoft Thomsen (Ø), som deltog i arrangementet og har bekræftet udtalelsen.
Sådan sagde ministeren:
Jeg må bare sige, at alle andre lande omkring os, de strammer op, og alle andre lande omkring os, de er altså også begyndt med at annoncere. Tyskerne annoncerer, svenskerne er faktisk i gang med at annoncere, nordmændene har gjort det efter os, belgierne gør det, østrigerne gør det, alle gør det. Det er selvfølgelig fordi, vi er pressede allesammen, og det bliver vi jo nødt til at forholde os til.
Svenskere afviser
Avisen.dk har været i telefonisk kontakt med Mattias Wahlstedt, chef for Enheten för migrations- och asylpolitik i det svenske Justitiedepartementet. Efterfølgende beder Avisen.dk Mattias Wahlstedt bekræfte sine udtalelser skriftligt. I en mail, som kan læses her, bekræfter topembedsmanden, at Sverige ikke har indrykket annoncer om flygtninge og/eller migranter, og at han heller ikke er bekendt med planer om sådanne annoncer.