Der er ingen grund til at vende vreden mod flygtninge, der ønsker at søge tilflugt i Danmark.
Sådan lyder reaktionen fra Hells Angels (HA), efter at flere borgere på Facebook har slået fast, at de hellere vil have rockere end flygtninge som nabo.
- Det (er, red.) ikke flygtningenes skyld, at de søger hen hvor de kan få et sikkert eller bedre liv, skriver HA-talsmanden Jørn 'Jønke' Nielsen i en pressemeddelelse.
Borgere i Nyborg: Hellere rockere
Pressemeddelelsen kommer som en reaktion på en debat om rockerbandens klubhus i Nyborg.
Her forsøger Fyns Politi at stresse den vestklædte bande ud af byen.
Men nyheden om det, fik nogle af byens indbyggere til at gå i forsvar for rockerne.
Flere skrev på Facebook, at de langt hellere ville undgå en flygtningelejr i byen, hvis valget stod mellem det og en rockerborg.
I mange af kommentarerne fulgte hadefulde bemærkninger om flygtningene.
Tak, men...
Og det har altså fået rockernes talsmand til tasterne.
Han takker for indbyggernes støtte, men beklager, at det sker med så hadefuld en tone mod flygtninge.
Ifølge ham skal danskerne i stedet vende deres vrede mod dem, der har ansvaret for, at så mange mennesker er på flugt.
- De mange velmenende borgere bør i stedet rette deres vrede imod de skyldige i denne for Europa ulykkelige situation. Politikerne i Danmark og andre EU-lande, USA og NATO's aggressive fremfærd i Syrien og Libyen, EU’s handelsbarrierer, olieindustriens misbrug og forgiftning af Afrikas resurser, samt ikke mindst den globale våbenindustris ustandselige jagt på nye konflikter, skriver Jørn Nielsen.
Pressemeddelelsen fra Hells Angels har givet vild aktivitet på Avisen.dk's Facebook-profil. Se nogle af de overraskede kommntarer her.
Avisen.dk forsøger at få en uddybende kommentar fra Hells Angels.