Dybt bekymret pårørende: "Hjælp os med at finde Jens Peter"
12. oktober sidste år forsvandt den 53-årige Jens Peter Taulborg Madsen. Trods en kæmpe indsats fra politi og frivillige er han ikke blevet fundet. Hans kone beder alle holde øje.
Jens Peter Taulborg Madsen var psykisk ustabil op til sin forsvinden.
Jens Peter Taulborg Madsen var psykisk ustabil op til sin forsvinden. Syd- og Sønderjyllands Politi


Søndag 12. oktober sidste år tog den 53-årige Jens Peter Taulborg Madsen fra Varde sin sorte cykel og kørte bort. Siden er han kun blevet set på nogle overvågningsfotos fra en tankstation i Varde, hvor han var inde for at købe cigaretter.

Politiet, pårørende og frivillige har ledt efter ham over alt omkring Varde. De har gennemsøgt store skovområder for at finde Jens Peter, der før forsvindingstidspunktet var psykisk ustabil.

Netværket Missing People er også gået ind i sagen om Jens Peter, der tidligere givet udtryk for, at han kunne tænke sig at leve alene i en skov, sådan som nogle veteraner gør det. Eller på en øde ø, hvor han drømte om at bo med sin hustru.

Hans hustru, Annette Madsen, er ude af sig selv af bekymring.

- Vi pårørende håber hver dag på at se ham igen, skriver Annette Madsen til Avisen.dk.

- Hvis han er i live, har han selv stor brug for hjælp. Så det vil være en stor hjælp, hvis folk kunne holde øje med ham og se efter en hjemløs - og det gælder i hele landet, lyder hendes bøn.

"Sig til ham, at vi savner ham"

Politiet sendte lige før jul en pressemeddelelse ud i håb om, at det kunne hjælpe med at finde Jens Peter. Her appellerede politiet til, at man kigger efter, når man færdes i skove, sommerhusområder, steder med shelters, udhuse og lader. Det kan også være i miljøer, hvor hjemløse færdes.

- Hvis der er nogen, der tror, at de ser ham, venligst kontakt ham og sig, at de gerne vil hjælpe ham hjem, da han er meget savnet, understreger hans kone, der oplyser, at Jens Peters læge har vurderet ham til at være syg og med behov for hjælp.

Sådan ser han ud

Jens Peter Taulborg Madsen beskrives som 180 cm høj og veltrænet. Han har kort gråt hår, mørkt kortklippet skæg. Ved sin forsvinden var han iført hvide kondisko, blå cowboybukser, kort sort softshell jakke og en mørkegrå cap eller kasket. Desuden havde han en guldring på højre ringfinger og to læderarmbånd omkring højre håndled.

Hans cykel er en sort Centurion Basic herrecykel med stelnummer WAK 42162 G.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tlf. 76 11 14 48.

Jens Peter Taulborg Madsen beskrives som 180 cm høj og veltrænet. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Et overvågningsfoto fra en tankstation i Varde er det sidste livstegn fra Jens Peter. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.