Fredag morgen var den igen gal med togtrafikken, da utilfredse lokomotivførere for fjerde gang i løbet af november nedlagde arbejdet.
Men nu kan der være et stemningsskifte på vej i de ellers giftige forhandlinger mellem DSB og de ansattes fagforening Dansk Jernbaneforbund.
Begge parter oplyser til Avisen.dk, at de nu vil begrave stridsøksen og se fremad i stedet for bagud.
Det blev cementeret, da de to topforhandlere - Poul Gemzøe-Enemark, underdirektør hos DSB og Henrik Horup, formand i Dansk Jernbaneforbund - stillede sig sammen ud foran Arbejdsretten efter et møde fredag eftermiddag.
- Der er fortsat store uenigheder, der skal overkommes, men der er i dag givet håndslag på at gøre et reelt forsøg. Parterne er enige om at begrave stridsøksen. Nu mødes Dansk Jernbaneforbund med DSB’s ledelse, siger Henrik Horup i en pressemeddelelse.
Er uenige om arbejdstid
Men selvom de to parter stod side om side foran Arbejdsretten, er de fortsat langt fra enige om stridens kerne.
Den største knast i forhandlingerne mellem DSB's ledelse og togpersonalet er planlægningen af de ansattes arbejdstid. Togpersonalet er meget frustreret over, at de mister indflydelse på, hvornår de skal have fri, og hvornår de skal arbejde. DSB derimod mener, at det udelukkende er en ledelsesopgave at planlægge alle ture og vagter.
Dagens udmelding betyder, at de to parter nu er klar til at sætte sig til forhandlingsbordet. De genoptager forhandlingerne i næste uge.
- Dansk Jernbaneforbund har en klar ambition om, at der er fundet en vej til løsning inden jul, siger formand Henrik Horup og opfordrer samtidig sine medlemmer til ikke at lave overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Arbejdsretten afgjorde torsdag, at de tre seneste arbejdsnedlæggelser var overenskomststridige. Det betyder, at de lokomotiv- eller togførere, der har nedlagt arbejdet, skal betale en mindre bøde. Fredag blev også de lokomotivførere, der nedlagde arbejdet fredag morgen, idømt en bod.