Af David Trads
SE ALLE BLOGINDLÆG
David Trads: Er Dansk Folkeparti gået fra forstanden?

Vi lever i en meget farlig tid - og her gælder det virkelig, virkelig om at tænke sig grundigt om, når det handler om det allervigtigste: Vores sikkerhed!

Derfor er det rent ud sagt rystende at følge, hvordan Dansk Folkeparti agerer i disse dage:
Først meddeler Kenneth Kristensen Berth, partiets EU-ordfører, at han holder med Donald Trump i USA!

Trump! Det er ham, der over en bred kam stempler mexicanere som voldtægtsforbrydere, muslimer som terrorister - og, måske allerværst, kalder NATO for 'spild af penge' og sår tvivl om, hvorvidt han vil komme Europa til undsætning, hvis Rusland angriber!

Så overtrumfer Marie Krarup, partiets forsvarsordfører, da hun fortæller, at vi bør gå i alliance med Putins Rusland!

Putin! Det er ham, som invaderede Ukraine, besatte Krim, så et europæisk land for første gang siden Anden Verdenskrig fik krænket dets territorium - og, måske allerværst, så drømmer han højlydt om at genskabe grænserne fra Sovjet-tiden.

Endelig mente Morten Messerschmidt, partiets førstemand i EU, at tiden er inde til at ophæve de menneskerettigheder, vi styrer efter!

Menneskerettighederne! Alle de vigtige kompromisser, som er indgået møjsommeligt gennem årtierne til gavn for klodens mennesker, ja, dem skal vi bare sige farvel til - og, måske allerværst, vi aner ikke, hvad der måtte følge efter!

Nå, jeg havde nært glemt Martin Henriksen, partiets mod-udlændingeordfører, som lod forstå, at han intet godt kunne komme i tanke om i islam!

Intet! Næh, intet. Som en anden Luther lover Henriksen, at han vil stå i spidsen for at reformere verdensreligionen - men mon ikke de gode muslimer takker nej til tilbuddet?

Er Dansk Folkeparti gået fra forstanden? Har de fuldstændigt tabt fornuften? Er de kommet så langt ud i über-populismens overdrev, at de slet ikke kan kende forskel på det gode og det onde længere?

Kan man regne med opklaring fra partiledelsen? Næppe!

Næstformanden, Søren Espersen, har vi ikke set noget til, siden hans tossede insisteren på at kalde Barack Obama for 'neger-præsidenten' - og formanden, Kristian Thulesen Dahl, sidder vel fortsat og overvejer nye udveje for at undgå nogensinde at skulle tage ansvar for noget-som-helst.

Det er på dage som disse, at jeg priser mig lykkelig for, at Berth, Krarup, Messerschmidt, Henriksen, Espersen og Thulesen Dahl trods alt bare er et yderparti uden stor indflydelse på vores sikkerhedspolitik.

Tænk, hvis det betød noget, hvad de går og siger om vores sikkerhed:

Trump er fin, Putin alletiders gut, ud med menneskerettighederne, ad Pommern til med islam, og ha, ha, Obama er en 'neger!'

Er der ikke en voksen tilstede? Pia Kjærsgaard, hvor er du? Jeg savner dig. Næsten.

Om David Trads

Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.