Det var en aparte situation i går i Debatten på DR2, da Clement Kjærsgaard havde mere end almindelig svært ved at skabe en debat. I studiet stod nemlig politisk ordfører Pernille Skipper (EL), redaktør for Hus Forbi, Poul Struve Nielsen, den nationalkonservative forfatter Kristian Ditlev Jensen og erhvervsmand Asger Aamund.
Alle som en var nemlig enige om, at kontanthjælpsloftet rammer for bredt og hårdt. Især Asger Aamund, der tidligere åbent har støttet Liberal Alliance, skød med skarpt mod loftet for kontanthjælp.
- Der er ikke sociale ydelser til dem, der virkelig har behov. Nogle vil virkelig komme i klemme på grund af loftet, der indføres nu, sagde Asger Aamund.
Han fortsatte og understregede, at mange, som ikke er i stand til at arbejde, vil blive ramt.
- Især vil enlige kontanthjælpsmodtagere få store problemer. Der er stor forskel på den ene dag at bo i sin egen hyggelige lejlighed, og den næste dag være nødt til at flytte ind i et mørkt lille kælderværelse. Det er et kæmpe tab i livskvalitet, sagde Asger Aamund til Clement Kjærsgaard.
Debattøren og erhvervsmanden benyttede også muligheden for at sende bredsider mod både rød- og blå blok.
- Der kommer til at være social nød rundt omkring. Og grunden, til at vi er endt der, er, at både den røde og blå regering fuldstændig har forsømt at skabe offensive vækstplaner for den danske økonomi. Så vi har ikke haft muligheden for at skabe den velstand, der er fundamentet for velfærden. Det betyder, at vi er blevet et land, der skal fordele fattigdom i stedet for rigdom, sagde Asger Aamund.