Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her
DISCOUNT-JOB I ALDI

Aldi: Du er fyret, hvis du sladrer om jobbet

Hvis du sladrer om dine elendige arbejdsforhold, bliver du fyret, lød advarslen til ansatte i Aldi.

4. maj 2012 kl. 06:00
Start et spil på Spigo.dk
Spil
'Aldi er ikke en arbejdsplads, det er et discountdiktatur.' Det mener Tina Ernstsen (tv.), Marlene Larsen og Eik Madsen, der indtil for nylig var ansat i tre forskellige Aldi-forretninger.
"Aldi er ikke en arbejdsplads, det er et discountdiktatur." Det mener Tina Ernstsen (tv.), Marlene Larsen og Eik Madsen, der indtil for nylig var ansat i tre forskellige Aldi-forretninger. Foto: Søren Berg/HK Handel
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Det kan koste dig jobbet, hvis du er i kontakt med fagforeningen. Det er endnu værre at tale med pressen. Og når Arbejdstilsynet dukker op, er det strengt forbudt at tale med deres kontrollanter under fire øjne.

Aldi-ansatte har fået nok
  • Den tyske discount-kæde Aldi åbnede sin første butik i Danmark i 1977, og har i dag 250 butikker.
  • Kæden har fra starten haft overenskomst med HK Handel.
  • Aldi tillader fortsat ikke tillidsrepræsentanter, og er løbende blevet kritiseret for stærkt kritisable arbejdsforhold.
  • Aldi's ledelse nægter konsekvent at udtale sig om medarbejdernes forhold, mens de fleste medarbejdere frygter at blive fyret, hvis de taler med pressen.
  • I sidste uge satte Avisen.dk igen fokus på Aldi med en række artikler om urimelige arbejdsvilkår og underlige ansættelsesbetingelser.
  • Siden har Avisen.dk modtaget en lang række henvendelser fra tidligere og nuværende medarbejdere i Aldi.
  • Nogen vil være anonyme af hensyn til deres job, mens andre står ved deres udtalelser.
  • Fælles for dem er, at de fortæller om en arbejdsplads, der ulmer af utilfredshed, vrede og frygt.

Discountkæden Aldi gør sig store anstrengelser for at forhindre ansatte i at fortælle sandheden om deres arbejdsforhold.

"Som medarbejder får du direkte besked på, at du risikerer fyring, hvis du taler med enten HK eller pressen," siger 32-årige Tina Ernstsen, som indtil nytår var ansat i Aldi i Ringe.

Se billederne: Så meget skal danske Aldi-ansatte finde sig i

Tavshedstyranniet har indtil nu været så effektivt, at det har været nærmest umuligt at få Aldi-ansatte til at fortælle om deres arbejde.

Men efter en stribe artikler om urimelige arbejdsforhold og sære ansættelsesbetingelser i Avisen.dk, har vi modtaget en lang række henvendelser fra tidligere og nuværende ansatte i Aldi.

De fortæller samstemmende om en arbejdsplads, hvor utilfredshed, vrede og frygt holdes i skak af en sejlivet 'hold-kæft-eller-bliv-fyret'-kultur.

"Det er ikke en arbejdsplads, det er et discountdiktatur, hvor alt styres gennem kontrol," siger Eik Madsen, der i dag har byttet Aldi i Odense ud med med Kiwi i Næsby.

På kant med loven

Den fagforeningsfjendtlige stemning optog en del af dagsordenen på det 'krisemøde', som Aldi-ledelsen holdt med HK Handel torsdag eftermiddag.

Læs artiklen: HK efter krisemøde: Aldi er presset i bund

At forbyde medarbejdere at kontakt med en fagforening er nemlig et brud på retten til organisationsfrihed - og dermed hamrende ulovligt.

"Jeg tror, at det handler om, at der finder overtrædelser sted, som man forsøger at skjule," siger formand i HK Handel Jørgen Hoppe.

Læs artiklen: Så meget må du sladre, før det koster jobbet

Sektorformanden vil ikke finde sig i, at Aldi truer medarbejdere til tavshed.

"Aldi skal under ingen omstændigheder forhindre vores medlemmer i at være i kontakt med os. Hvis vi kan bevise, at det sker, vil vi tiltale dem for organisationsforfølgelse," siger Jørgen Hoppe.

Flere Aldi-medarbejdere bekræfter uafhængigt af hinanden, at de har fået besked på, at det kunne få "ansættelsesmæssige konsekvenser" at tale med HK.

"På et tidspunkt var HK rundt og snakke med folk i butikkerne. Så kom der en besked om, at vi måtte ikke snakke med dem, men blot henvise til til vores distriktschef," fortæller en butikschef, som ønsker at være anonym af hensyn til sit job i Aldi, men hvis identitet er kendt af Avisen.dk.

Aldi-ledelse: Det var ikke os

Ifølge Jørgen Hoppe har Aldi-ledelsen forsikret, at fyringstruslerne er udstedt af distrikschefer, og ikke er sket i overensstemmelse med ledelsens holdning.

Aldi-direktørerne har lovet at indskærpe over for deres distrikschefer, at medarbejdere må ævle så tosset de vil med HK eller andre fagforeninger.

"Vi håber nu på, at en tættere dialog direkte mellem HK på lokalt og regionalt niveau og distrikscheferne i Aldi vil øge forståelsen," siger Jørgen Hoppe.

HK fastholder dog truslen om at slæbe Aldi i retten, hvis der beviseligt foregår såkaldt 'fagforeningsfjendtlig virksomhed'.

Læs artiklen: Ansatte slår alarm: Frygter røveri i Aldi

Længere nede i HK-hierarkiet er der andre, der har fået nok af diplomatiets stille vej.

"Nok er nok. Vi har bokset i årevis med Aldi, og de har mig bekendt ikke rykket sig en millimeter. Det her kan ikke blive ved," siger Pia Thurøe, der er formand for HK Handel Midt.

Hun mener, at HK bør presse Aldi til det yderste for at få indført regionale tillidsrepræsentanter.

Det har den ligeledes tyske discountkæde Lidl for nylig gjort. Men i Aldi er tillidsmænd fortsat en by i Sydtyskland.

Læs artiklen: Derfor er Aldi bedøvende ligeglade med kritik

Det er stadig ikke lykkedes at få en kommentar fra Aldi-direktør Jan Lund. Men i et brev til Avisen.dk varsler han, at han agter at reagere på vores henvendelse.

Se reaktionen: Aldi-bossen: Jeg KAN bare ikke udtale mig

DISCOUNT-JOB I ALDI
NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
04.05-2012 | 08:06 af Jan Danum
INTET fra Aldi kan overaske mere! Ledelsesstilen er simpelthen plimrådden.!
 
04.05-2012 | 09:42 af kent wieczorek
ja,,jan der giver jeg dig sgu ret,men jeg vil gå skridtet videre,(LUK HELE DEN TYSKE ALDI KONCERN;DE GLEMMER AT SLAVERIET ER OPHØRT I DEN VESTLIGE VERDEN)og så skulle arbejdstilsynet gennem gå hele forretningens arbejds struktur og miljø,det skal de gøre fra det helt øverste led ned til de stakkels medarbejder som udføre deres beskidte kontrakter,fordi de øverste ved godt der er mangel på job,og så laver den øverste en slave kontrakt men en medarbejder som ansat i en ALDI afd,)nej hele skidtet skulle lukkes ned med arbejdstilsynets tilladelse,og aldrig genopstå i den form som det har i dag,)DE ER S.. NOGLE AF DE VÆRSTE SLAVEHANDLERE;MED SÅDAN ET MEDARBEJDER SYN;PÅ DERES ANSATTE) LUK DET NED FOR DEM OG VORES SKYLD::????
 
04.05-2012 | 10:08 af Kurt A. Nissen
Skik følge eller land fly - ALDI skal overholde danske love herunder også arbejdsmiljøloven, ellers må de lukke - HK må melde ud når de opgiver at få ALDI til dette, herefter må vi forbrugere undlade at handle i ALDI - der findes jo rigeligt med andre butikker - ALDI kan vi forbrugere undvære, men ALDI kan ikke undvære os.
 
 
04.05-2012 | 14:51 af kent wieczorek
jaae,kurt,det er sådan man skal drive sin forretning,ja der er da heldigvis enorm mange discount butikker,som lever op til den danske arbejdsmiljø lovgivning/ men det vi indtil nu har hørt om de stakkels Aldi ansatte i deres butikker,er garanteret kun en lille flig af et løftet gulvtæppe/ DE ER DE RENESTE HVIDE SLAVE HANDLERE,SOM MAN HAR HØRT OM I ÅRTIER,UD AF LANDET MED DET FIRMA,OG PENGENE HAR DE TJENT PÅ DERES MEDARBEJDERE;OG IKKE MAD KVALITET,TVÆRT IMOD,VI SKAL BOYKOTTE ALDI VED IKKE AT HANDLE I DERES BUTIKKER I HELE LANDET,OG HVOR ER DE DYRE FAGFORENINGER HENNE I SAG SOM DENNE,JA JEG HAR IKKE HØRT ELLER SET DEM PÅ BANEN,MEN KUN BORGER SOM OS ALM.DØDELIGE FORBRUGERE/ HJÆLP DE ALDI ANSATTE DEM NEDE PÅ GULVET.??
 
04.05-2012 | 15:04 af Isabella Balkert
Jeg håber virkelig at alle vil boycutte Aldi til forholdene bliver bedre for de ansatte.
 
 
04.05-2012 | 15:31 af Martin E. Ejby
Jeg er fuldstændig enig i jeres kritik!!!
Kender selv flere tilfælde af ALDI medarbejdere og ikke mindst filialledere, som har en arbejdsuge på mellem 45-60 timer ("overarbejde skal forventes") til en månedsløn der for de fleste ligger et sted midt i de tyvetysinde.
Jeg har selv kendskab til firmaet fra egen "karriere" som filialleder der og jeg gik også ned med stress. Det samme gjorde flere andre filialledere, jeg kender fra den tid.
Samfundet burde sende ALDI en kæmpe regning for de omkostninger der ligger i at få de folk, som de har slidt ned både fysisk og mentalt, ovenpå igen...

Send Arbejdstilsynet på kontunierlige tjek i samtlige ALDI butikker - UANMELDT og lad os så alle BOYKOTTE det firma, hvis millionær/millardær ejere lever godt af slavearbejde!
 
04.05-2012 | 16:00 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
04.05-2012 | 23:50 af Finn Sørensen
Aldi har angiveligt overenskomst med HK, så det kan da ikke være noget stort problem at kontakte medlemmerne privat?
 
24.05-2012 | 21:12 af Helle Storm
Jeg er SÅ færdig med ALDI... 'Fy for den lede!!
 
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites