Danmarks næststørste kommune slutter sig nu til rækken af kommuner, som fortryder beslutningen om at overlade lønkassen til et privat firma.
Siden Aarhus Kommune udliciterede lønadministrationen til KMD i 2011 har lønsedlerne for sosu'er, skolelærere og andre offentligt ansatte vrimlet med fejl.
Efter lang tids lønkaos har byrådet besluttet at fyre KMD. Men først fra 2017, så kommunens 11.000 ansatte skal holde godt øje med lønsedlerne i tre år mere.
SF i Aarhus mener, at kommunen burde trække stikket til KMD omgående.
"Man burde afbryde kontakten til KMD, fordi de har ligget over antallet af fejl, der var tilladt i kontrakten. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at kommunens ansatte skal risikere at mangle til huslejen, fordi der er kludder i administrationen," siger Thomas Medom (SF), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.
Uheldig mode blandt kommuner
Som Avisen.dk skrev i starten af december, er der generelt dårlige erfaringer med kommuner, som lader private firmaer bestyre lønkassen.
Det har ellers været vældig moderne gennem de seneste 10 år, hvor 11 ud af de 98 kommuner har forsøgt sig med at udlicitere lønsystemet.
Rådet for Offentligt-Privat Samarbejde har undersøgt syv af dem. I de fire har udliciteringen virket stik imod hensigten og medført flere fejl og højere omkostninger.
I Aarhus er pædagogernes fagforening BUPL godt tilfredse med, at kommunen har valgt at fyre KMD. Det skulle bare helst ske omgående.
"Med alt det kludder og bøvl, der har været undervejs, undrer det mig virkelig, at de får lov at fortsætte tre år mere," siger faglig sekretær Marianne Gilbert Nielsen.
Borgmester: Udlicitering har skabt forstærket indsats
Kommunens egne lønmedarbejdere, som indberetter lønnen til KMD, har advaret om, at offentligt ansatte risikerer at blive snydt for løn, hvis ikke de selv opdager fejl på lønsedlen.
Ifølge lønmedarbejdernes tillidsmand Hanne Skalholm er KMD så småt ved at få bedre styr på udbetalingerne.
"Men jeg ville aldrig stole på, at min lønseddel er korrekt, så det synes jeg heller ikke, at andre skal. Men det er blevet bedre, og jeg håber, at vi oplever mindre bøvl fremover," siger hun.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). Men i en intern besked til kommunens ansatte har borgmesteren meddelt, at udliciteringen til KMD "allerede har bidraget til en forstærket indsats".
Den fortolkning er byrådskollegerne i SF ikke helt enige i.
"Det her har på ingen måde været en succes. For hver måned er antallet af fejl steget. Og den umiddelbare besparelse på bundlinjen er ikke reel, hvis man tager i betragtning, at en pædagogisk leder, som før brugte tiden med børnene, nu skal bruge tid på lønopgaver, klager og fejl i lønudbetalingen," siger Thomas Medom.
11 af de 98 danske kommuner har eller har haft udliciteret administration af løn til private firmaer.
Rådet for Offentligt-Privat Samarbejde har analyseret konsekvenserne i syv kommuner.
- Frederiksberg: Økonomisk besparelse og bedre kvalitet.Udliciteret til Visma Services.
- Greve: Mindre økonomisk besparelse og bedre kvalitet.Udliciteret til KMD.
- Odense: Økonomisk besparelse og dårligere kvalitet. Udliciteret til Visma Services. Samarbejdet nu afbrudt.
- Albertslund: Lidt højere omkostninger og lidt dårligere kvalitet. Udliciteret til KMD.
- Odder: Højere omkostninger og lidt dårligere kvalitet. Udliciteret til KMD. Samarbejdet afbrudt.
- Lemvig: Højere omkostninger og dårligere kvalitet. Udliciteret til Visma Services. Samarbejdet nu afbrudt.
- Syddjurs: Højere omkostninger og dårligere kvalitet. Udliciteret til KMD. Samarbejdet afbrudt.
De har også udliciteret lønadministration til private:
- København: Udliciteret siden 2003. I dag til KMD. Har i 2013 udbudt opgaven på ny, men har siden aflyst udbuddet. Det kunne tyde på, at kommunen overvejer selv at klare lønnen igen.
- Hillerød: Udliciteret i 2009 til KMD, men afbrød samarbejdet i 2012.
- Vesthimmerland: Udliciteret til KMD.
- Aarhus: Udliciteret til KMD.
Kilde: "Effekter af konkurrence om kommunal lønadministration", november 2013