Fodboldfans er vant til at høre om svimlende beløb på hundredvis af millioner kroner, når Real Madrid sikrer sig spillere som Ronaldo, Kaka og Benzema. Men stik mod sædvanen havde klubbens forhandlere kun en lille pengepung med, da det nyeste indkøb blev sikret.
Et sandt røverkøb, fortæller Mourinho ifølge bold.dk om købet af Mesut Özil.
"Hans kontrakt løb ud i 2011, så vi fik ham for en pris, som er væsentligt under den sande markedsværdi. En spiller af den kvalitet og en handel under de forhold kunne vi ikke bare lade passere," lød det ifølge hjemmesiden fra cheftræner Jose Mourinho efter gårsdagens testkamp mod Standard Liege, som endte 1-1.
Det menes, at den spanske kongeklub kunne nøjedes med at betale 110-120 millioner kroner for den tyske midtbanespiller, der fik sit store internationale gennembrud under sommerens VM-slutrunde.
Sammen med resten af det tyske mandskab sikrede den daværende Werder Bremen-spiller sig turneringens bronzemedaljer. Derudover var Özil blandt de ti nominerede ved den officielle kåring af slutrundens bedste spiller.
I Real Madrid er den vævre tysker med tyrkisk baggrund i første omgang tiltænkt den centrale rolle på holdet, som brasilianske Kaka udfyldte før han pådrog sig sin seneste skade.